Om et par timer er det tid. Først mod lufthavnen i Cancun, så mod Frankfurt og derfra mod lille Dinamarca. Og jeg glæææder mig, selvom 2o timers rejse ikke er videre fantastisk.
Jeg vil smutte tilbage til pool og solstråler - desværre har der ikke været mange af slagsen de sidste 2 uger, så min tan er ikke helt som forventet, men jaja :)
Hasta luego!!
mandag den 9. februar 2009
fredag den 6. februar 2009
Januar i billeder
Desuden er der en ny bunke billeder på facebook; første link er billeder fra de første 3 uger med Minne og Nes, og sidste link er den sidste uges tid med Nes.
http://www.facebook.com/album.php?aid=100675&l=27395&id=660716899
http://www.facebook.com/album.php?aid=100682&l=ba72d&id=660716899
http://www.facebook.com/album.php?aid=100675&l=27395&id=660716899
http://www.facebook.com/album.php?aid=100682&l=ba72d&id=660716899
Hitchhiking i Baja California + Chihuahua Pacific Railway
Så er også Nes smuttet hjemad, og jeg befinder mig nu alene i kæmpe Cancun ved det caribiske hav. Det har været en dejlig januarmåned – masser af gode og sjove oplevelser! Efter Minnes afrejse fløj Nes og jeg nordpå. Ingen af os havde set det nordlige Mexico, så det var et klart go. Vi fløj til sydlige Baja California, og landede i San Jose’s lufthavn. Hvad vi skulle herfra anede vi ikke, og da vi først i flyveren havde læst os frem til at dette område faktisk var det dyreste i hele Mexico, satsede vi på en lille flække ved navn Cabo Pulmo, som lå laaaaangt væk fra alt civiliseret. Fra lufthavnen fik vi i den grad øvet vores spansk, og startede den lange tur mod Cabo Pulmo med en bette bustur fra ét øde stoppested til et andet, hvorefter vi hoppede på bus nr 2, for at blive sat af midt i ingenting, og herfra begyndte vi vores lille hitchhiking-eventyr. Ud med tomlen, og efter et par lift var vi fremme. Byen bestod af 10-15 huse, og da vi havde læst at der boede knap 50 mennesker i byen, havde vi næppe regnet med at alle ville være amerikanere. Vi blev indlogerede på et lille hotel, hvor Lonelyplanet desværre havde lavet en lille mexicanske pesos vs. US Dollars-fejl i deres tekst, så det blev ikke en helt billig overnatning. Og heller ikke helt uforglemmelig – i de ret så primitive omgivelser blev vi både velkommet af kakkerlakker, store firben og andre klamme kryb som en hund med blødende sår allover. Trods det nød vi stilheden, at have en hel strand for os selv + de ’lokales’ venlige sind – på bare 1 dag var vi både blevet inviteret til rejsegilde, margaritas, lejrbål ved nogle canadiske fyre + en uges housesitting i nogle amerikaneres hus ved stranden. Desværre var det kun lejrbålsinvitationen vi fik udnyttet, for allerede efter én dyr overnatning pakkede vi taskerne, og satte os i vejkanten med tomlen flagrende. Det blev til en tur på ladet af en pick-up truck, på bagsædet hos far og søn og til slut en tur i førerhuset på en kæmpe lastbil, som helt klart blev favoritturen :)
Efter 1½ dag i San Jose, havde vi set og gjort det man skulle dér, og drog derfor videre mod amerikanernes vilde festby i Baja California– Cabo San Lucas. Her var sjov og ballade, og efter at være blevet indlogeret i en lille ghetto af et hotel, i hvad vi senere fandt ud af var det såkaldte red-light-district, drog vi mod strand, tog på romantisk sunset cruise hvor vi i den grad fik udnyttet fri bar, sejlede med vand-taxi, tilbragte en dag på Lover’s Beach hvor Sea of Cortez møder Stillehavet, drak øl af 1½-liter flasker, kørte med cykel-taxi og fik desuden afprøvet den amerikanske version af det mexicanske natteliv. Efter nogle dage var det tid til at tage mod Chihuahua-staten, hvis vi skulle overholde planen i forhold til den lange, flotte togtur og Nes’ hjemrejse den 29. Og efter taxa-, båd- og bustur havnede vi i Los Mochis, hvor vi ku’ sove et par timer på sødt hotel med underholdende receptionist (med utrolig løse håndled), før vores afgang til togstationen kl 05.00. Togturen hedder Chihuahua Pacific Railway, og er en tur på 700km gennem superflot natur – bjerge, kløfter, floder – og siges at være 4 gange så stor som Grand Canyon i USA. Vi glædede os som små børn, og det var det hele værd. Vi knipsede løs med kameraerne, og har vist hver scoret en god samling på omkring 1000 billeder. Toget stoppede hurtigt i byen Divisadero, hvor vi kunne nå at shoppe på det fine marked, nyde udsigten samt smage lækker-lækker-lækker chihuahua-mad. Vi stod af toget i Creel, efter at have hørt at man ikke har gjort det ordentligt, hvis man ikke har overnattet i en af de små byer. Her var super hyggeligt, og vi fandt en billig seng på et fint gæstehus, hvor vi mødte andre rejsende, nød de 2 gratis måltider + fejrede min fødselsdag. Nes havde været så sød at overraske mig med balloner, kæmpe kort samt en superflot LYSERØD Chihuahua T-shirt i bedste turist-stil, som jeg faktisk er iført lige nu. Trods de 4-5 lag tøj vi måtte iføre os for overhovedet at ku’ falde i søvn i den kolde by, havde jeg en rigtig god fødselsdag, og siger mange TAK for de fine hilsner hjemmefra! Dagen efter sku’ vi mod Chihuahua by og lufthavn, hvor vi havde håbet på at kunne overnatte, så vi ikke behøvede alt for meget kørsel frem og tilbage til lufthavnen, men næh nej – i Mexico lukker de sørme lufthavnene om natten?! Ret så sure på lufthavnspersonalet sprang vi ind i en taxa som kørte os til måske verdens koldeste hotel, hvor vi var så heldige at være belønnet med en ikke-fungerende radiator. Por que?? Endelig tilbage i DF susede vi rundt for at få styr på nogle sidste ting, og sluttede dagen med at sætte Nessen på flyet mod Dinamarca. Efter en måned sammen på farten, var det rigtig mærkeligt at sku’ stå der og sige farvel, men heldigvis trøstede det lidt at der kun var 2 uger til gensyn.
Dagen efter fløj jeg til Cancun, og tog direkte til Isla Mujeres. Havde lidt svært ved at forholde mig til tanken om at det muligvis var min allersidste dag i Mexico City, but all good things come to an end.. Det var mildest talt en mørk og stormfuld aften da jeg ankom, og efter et par dage med lidt hjælpen-til på dyrehospitalet, chillning på den hvide sandstrand mm., besluttede jeg at rejse med nogle søde israelske piger til Playa del Carmen, som også er det sted hvor Minne og jeg tog dykkercertifikat. Sjovt at være tilbage, og egentlig også meget dejligt at jeg havde de 2 at støtte mig til. I Playa mødte vi en anden lille flok piger som vi tog på dagstur med, til bountystrandene i Tulum, og brugte ellers tiden på fis og ballade og at lære hinanden at kende. Det var nogle utroligt søde piger, som kunne fortælle mange sjove historier om bl.a. at vokse op i en kibbutz + at være tvunget til 2 år i militæret. Jeg sagde farveller til dem i går, og er nu blevet venner med dem på Facebook, trods jeg knap nok ku’ udtale deres meget israelske navne, som betød noget i retningen af prinsesse-et-eller-andet og busk..
Jeg er taget alene til Puerto Morelos, som er en lille klat mellem kæmpe Cancun og festlige Playa del Carmen. Her er hyggeligt, men i morgen regner jeg nu med at smutte videre til Cancun, og bruge mine sidste dage på stranden dér, så det også passer med at jeg er tæt på el aeropuerto – 3 DAGE TILBAGE!
Undskyld romanen igen, igen. Stranden kalder – vi ses snaaaart!
Mil besos
Efter 1½ dag i San Jose, havde vi set og gjort det man skulle dér, og drog derfor videre mod amerikanernes vilde festby i Baja California– Cabo San Lucas. Her var sjov og ballade, og efter at være blevet indlogeret i en lille ghetto af et hotel, i hvad vi senere fandt ud af var det såkaldte red-light-district, drog vi mod strand, tog på romantisk sunset cruise hvor vi i den grad fik udnyttet fri bar, sejlede med vand-taxi, tilbragte en dag på Lover’s Beach hvor Sea of Cortez møder Stillehavet, drak øl af 1½-liter flasker, kørte med cykel-taxi og fik desuden afprøvet den amerikanske version af det mexicanske natteliv. Efter nogle dage var det tid til at tage mod Chihuahua-staten, hvis vi skulle overholde planen i forhold til den lange, flotte togtur og Nes’ hjemrejse den 29. Og efter taxa-, båd- og bustur havnede vi i Los Mochis, hvor vi ku’ sove et par timer på sødt hotel med underholdende receptionist (med utrolig løse håndled), før vores afgang til togstationen kl 05.00. Togturen hedder Chihuahua Pacific Railway, og er en tur på 700km gennem superflot natur – bjerge, kløfter, floder – og siges at være 4 gange så stor som Grand Canyon i USA. Vi glædede os som små børn, og det var det hele værd. Vi knipsede løs med kameraerne, og har vist hver scoret en god samling på omkring 1000 billeder. Toget stoppede hurtigt i byen Divisadero, hvor vi kunne nå at shoppe på det fine marked, nyde udsigten samt smage lækker-lækker-lækker chihuahua-mad. Vi stod af toget i Creel, efter at have hørt at man ikke har gjort det ordentligt, hvis man ikke har overnattet i en af de små byer. Her var super hyggeligt, og vi fandt en billig seng på et fint gæstehus, hvor vi mødte andre rejsende, nød de 2 gratis måltider + fejrede min fødselsdag. Nes havde været så sød at overraske mig med balloner, kæmpe kort samt en superflot LYSERØD Chihuahua T-shirt i bedste turist-stil, som jeg faktisk er iført lige nu. Trods de 4-5 lag tøj vi måtte iføre os for overhovedet at ku’ falde i søvn i den kolde by, havde jeg en rigtig god fødselsdag, og siger mange TAK for de fine hilsner hjemmefra! Dagen efter sku’ vi mod Chihuahua by og lufthavn, hvor vi havde håbet på at kunne overnatte, så vi ikke behøvede alt for meget kørsel frem og tilbage til lufthavnen, men næh nej – i Mexico lukker de sørme lufthavnene om natten?! Ret så sure på lufthavnspersonalet sprang vi ind i en taxa som kørte os til måske verdens koldeste hotel, hvor vi var så heldige at være belønnet med en ikke-fungerende radiator. Por que?? Endelig tilbage i DF susede vi rundt for at få styr på nogle sidste ting, og sluttede dagen med at sætte Nessen på flyet mod Dinamarca. Efter en måned sammen på farten, var det rigtig mærkeligt at sku’ stå der og sige farvel, men heldigvis trøstede det lidt at der kun var 2 uger til gensyn.
Dagen efter fløj jeg til Cancun, og tog direkte til Isla Mujeres. Havde lidt svært ved at forholde mig til tanken om at det muligvis var min allersidste dag i Mexico City, but all good things come to an end.. Det var mildest talt en mørk og stormfuld aften da jeg ankom, og efter et par dage med lidt hjælpen-til på dyrehospitalet, chillning på den hvide sandstrand mm., besluttede jeg at rejse med nogle søde israelske piger til Playa del Carmen, som også er det sted hvor Minne og jeg tog dykkercertifikat. Sjovt at være tilbage, og egentlig også meget dejligt at jeg havde de 2 at støtte mig til. I Playa mødte vi en anden lille flok piger som vi tog på dagstur med, til bountystrandene i Tulum, og brugte ellers tiden på fis og ballade og at lære hinanden at kende. Det var nogle utroligt søde piger, som kunne fortælle mange sjove historier om bl.a. at vokse op i en kibbutz + at være tvunget til 2 år i militæret. Jeg sagde farveller til dem i går, og er nu blevet venner med dem på Facebook, trods jeg knap nok ku’ udtale deres meget israelske navne, som betød noget i retningen af prinsesse-et-eller-andet og busk..
Jeg er taget alene til Puerto Morelos, som er en lille klat mellem kæmpe Cancun og festlige Playa del Carmen. Her er hyggeligt, men i morgen regner jeg nu med at smutte videre til Cancun, og bruge mine sidste dage på stranden dér, så det også passer med at jeg er tæt på el aeropuerto – 3 DAGE TILBAGE!
Undskyld romanen igen, igen. Stranden kalder – vi ses snaaaart!
Mil besos
tirsdag den 20. januar 2009
"Are you sisters? Girlfriends?"
Så er vi tilbage i Mexico City, og det er dejligt at være hjemme igen ;) Siden sidst er der sket så meget, tiden er gået alt for hurtigt, og i morgen skal Minne hjeeeem.
Efter Oaxaca tog vi som sagt til San Cristobal, som er en rigtig flot og hyggelig colonial city. Her shoppede vi på markeder, tog på museer og besøgte nogle indianerlandsbyer, hvor vi blev alt for skræmte af en historie, om en amerikaner der var blevet dræbt for et par år siden, for at tage et billede i en kirke. Så vi var meget forsigtige, selv da vores taxa ved ankomsten blev omringet af fattige indianerkvinder, som havde alt for mange tilbud til os. Vi endte med at besøge et mikro-væveri, hvilket gav os et ret godt indblik i hvor sølle deres levestandarder desværre er.Efter 2 dage i den kolde, kolde by, tog vi en natbus til Palenque, som ligger midt i Mexicos jungle. Vi havde fundet en flyer om et hostel i byen, hvilket vi foretrak i stedet for at overnatte et alt for alternativt sted i den vilde jungle uden el og rent vand. Og det lader til at vi valgte rigtigt :) Da vi ankom var vi nærmest de eneste gæster, og hostel’et var kun 15 dage gammelt, så alt var helt nyt. Desværre havde alt rengøringspersonalet mm. sagt op, så der var kun 2 alt for uvidende unge fyre til at styre det hele. Og selvom det ikke gik helt så godt altid, havde vi virkelig nogle sjove dage, som bl.a. inkluderede en fest i junglen, som vi tog til med de to hostelfyre i deres lille, alt for gamle røde bobbelbil, som dog havde elektriske sæder(?). Det var en meget mindeværdig aften, selvom det ikke var helt nemt at være lys- og rødhåret!
Vi besøgte desuden smukke vandfald, badede i helt blåt vand og beundrede de flotte templer og pyramider til lyden af howler monkeys. Efter 2 dage var det tid til at suse videre, og endelig mod det caribiske hav! Første stop var Tulum, som bl.a. er kendt for kilometervis af bountystrande! Traditionen tro så vi selvfølgelig også ruiner, som her lå smukt ned til vandet. Vi gik dog hurtigt kold i templer, så vi drog mod det lækre hav, hvor vi fandt vores egen lille plet på en ellers ret så øde strand, og nød godt af solen. DESVÆRRE faldt vi i søvn uden alt for meget solcreme på, hvilket har resulteret i en uge med dårlig søvn. Nes blev burned på ryggen, Sally på røven og Minne på benene. ØV!
Dagen efter drog vi til det store Sian Ka’an reservat, hvor vi havde egen chauffør, kæmpe bus, en båd helt for os selv samt en kvindelig guide med kronisk langt lys. Det var en virkelig god tur, selvom det regnede :( Vi sejlede rundt i det kæmpe reservat hvor vi spottede skildpadder, delfiner og fugle i alle regnbuens farver. Det var rigtig fint at se dyrene i deres rette element! Derudover var vi på en bette snorkeltur, og besøgte en natural swimmingpool, som er et kæmpe område med varmt og 100% klart vand. Så lækkert, og hvis det ikke var for vores guide, ville vi nok svømme rundt i vandet endnu.
Efter Tulum drog vi mod Playa del Carmen aka Vanessas mexicanske hjem. Trods alle turisterne og den meget amerikanske version af Mexico, var det et dejligt sted. Især var det skønt endelig at have mere end 2 nætter i samme seng. Vi fandt et hyggeligt hostel med fest og glade mennesker, og delte bl.a. værelse med en TØR fyr fra Portugal, en tysker som aldrig sov i sin egen seng samt stalker-fyren fra Buenos Aires, som vi også boede med i San Cristobal og på Isla Mujeres. Nærmest alle dagene gik med at dykke, dykke, dykke. Og efter 3 dage med frygt, knokkel, iskolde pooldyk og eksamensstress fik Sally og Minne endelig kortet i hus! Imens fik Nes udnyttet sit certifikat, ved bl.a. at dykke ved vrag og med skildpadder. Vi fik selvfølgelig også festet lidt, mødt en masse søde mennesker, spist Johnny Rockts, shoppet American Apparel samt besøgt Vanessas gamle højskole, hvor et nyt hold er ved at afslutte deres ophold. Efter 4 nætter i Playa tog vi til Cancun, som efterhånden er så voldtaget af alt amerikansk at det er helt ekstremt, hvor vi snuppede en færge mod den lille, smukke ø Isla Mujeres. Øen er ca. 7-8 km lang, og vi fik set det hele, da vi en af dagene cruisede øen tynd i en lille golf-bil. SÅ sjovt, og Sally ser frem til at skulle tilbringe sine sidste 2 Mexico-uger på denne fine og meget overskuelige ø. Vi fik desuden tid til at besøge en lille skildpaddefarm, og selvfølgelig prøvet deres beachbar af, hvor vi blev en smule snaldrede af alt for stærke drinks, hvilket vi heldigvis kunne kurere med en bunke cheeseburgere i Cancun dagen efter. Den 18. hoppede vi på flyveren fra Cancun til Mexico City, og typisk nok havde vi ikke lige overvejet temperaturen i DF, før vi stod i lufthavnen i vores alt for små shorts. Vi styrtede mod vores hostel, og brugte første dag i verdens folkerigeste by på at chille rundt, se den synkende katedral, besøge Sallys hjem i Coyoacan, og sejle på de flydende haver i Xochimilco. I dag har vi besøgt Teotihuacan lige udenfor Mexico City, hvor Minne og Sally besteg verdens tredje største pyramide, Solpyramiden, som eftersigende sku forlænge vores levetid med 10 år. Dernæst besøgte vi Frida Kahlo’s underskønne Blue House i Coyoacan og købte os fattig i italiensk is i Polancos shoppeheaven. I morgen tager vi et hurtigt smut forbi det verdenskendte antropologiske museum, og dernæst mod lufthavnen med triste miner, for at vinke farveller til Minnepigen!
M&V&S
Efter Oaxaca tog vi som sagt til San Cristobal, som er en rigtig flot og hyggelig colonial city. Her shoppede vi på markeder, tog på museer og besøgte nogle indianerlandsbyer, hvor vi blev alt for skræmte af en historie, om en amerikaner der var blevet dræbt for et par år siden, for at tage et billede i en kirke. Så vi var meget forsigtige, selv da vores taxa ved ankomsten blev omringet af fattige indianerkvinder, som havde alt for mange tilbud til os. Vi endte med at besøge et mikro-væveri, hvilket gav os et ret godt indblik i hvor sølle deres levestandarder desværre er.Efter 2 dage i den kolde, kolde by, tog vi en natbus til Palenque, som ligger midt i Mexicos jungle. Vi havde fundet en flyer om et hostel i byen, hvilket vi foretrak i stedet for at overnatte et alt for alternativt sted i den vilde jungle uden el og rent vand. Og det lader til at vi valgte rigtigt :) Da vi ankom var vi nærmest de eneste gæster, og hostel’et var kun 15 dage gammelt, så alt var helt nyt. Desværre havde alt rengøringspersonalet mm. sagt op, så der var kun 2 alt for uvidende unge fyre til at styre det hele. Og selvom det ikke gik helt så godt altid, havde vi virkelig nogle sjove dage, som bl.a. inkluderede en fest i junglen, som vi tog til med de to hostelfyre i deres lille, alt for gamle røde bobbelbil, som dog havde elektriske sæder(?). Det var en meget mindeværdig aften, selvom det ikke var helt nemt at være lys- og rødhåret!
Vi besøgte desuden smukke vandfald, badede i helt blåt vand og beundrede de flotte templer og pyramider til lyden af howler monkeys. Efter 2 dage var det tid til at suse videre, og endelig mod det caribiske hav! Første stop var Tulum, som bl.a. er kendt for kilometervis af bountystrande! Traditionen tro så vi selvfølgelig også ruiner, som her lå smukt ned til vandet. Vi gik dog hurtigt kold i templer, så vi drog mod det lækre hav, hvor vi fandt vores egen lille plet på en ellers ret så øde strand, og nød godt af solen. DESVÆRRE faldt vi i søvn uden alt for meget solcreme på, hvilket har resulteret i en uge med dårlig søvn. Nes blev burned på ryggen, Sally på røven og Minne på benene. ØV!
Dagen efter drog vi til det store Sian Ka’an reservat, hvor vi havde egen chauffør, kæmpe bus, en båd helt for os selv samt en kvindelig guide med kronisk langt lys. Det var en virkelig god tur, selvom det regnede :( Vi sejlede rundt i det kæmpe reservat hvor vi spottede skildpadder, delfiner og fugle i alle regnbuens farver. Det var rigtig fint at se dyrene i deres rette element! Derudover var vi på en bette snorkeltur, og besøgte en natural swimmingpool, som er et kæmpe område med varmt og 100% klart vand. Så lækkert, og hvis det ikke var for vores guide, ville vi nok svømme rundt i vandet endnu.
Efter Tulum drog vi mod Playa del Carmen aka Vanessas mexicanske hjem. Trods alle turisterne og den meget amerikanske version af Mexico, var det et dejligt sted. Især var det skønt endelig at have mere end 2 nætter i samme seng. Vi fandt et hyggeligt hostel med fest og glade mennesker, og delte bl.a. værelse med en TØR fyr fra Portugal, en tysker som aldrig sov i sin egen seng samt stalker-fyren fra Buenos Aires, som vi også boede med i San Cristobal og på Isla Mujeres. Nærmest alle dagene gik med at dykke, dykke, dykke. Og efter 3 dage med frygt, knokkel, iskolde pooldyk og eksamensstress fik Sally og Minne endelig kortet i hus! Imens fik Nes udnyttet sit certifikat, ved bl.a. at dykke ved vrag og med skildpadder. Vi fik selvfølgelig også festet lidt, mødt en masse søde mennesker, spist Johnny Rockts, shoppet American Apparel samt besøgt Vanessas gamle højskole, hvor et nyt hold er ved at afslutte deres ophold. Efter 4 nætter i Playa tog vi til Cancun, som efterhånden er så voldtaget af alt amerikansk at det er helt ekstremt, hvor vi snuppede en færge mod den lille, smukke ø Isla Mujeres. Øen er ca. 7-8 km lang, og vi fik set det hele, da vi en af dagene cruisede øen tynd i en lille golf-bil. SÅ sjovt, og Sally ser frem til at skulle tilbringe sine sidste 2 Mexico-uger på denne fine og meget overskuelige ø. Vi fik desuden tid til at besøge en lille skildpaddefarm, og selvfølgelig prøvet deres beachbar af, hvor vi blev en smule snaldrede af alt for stærke drinks, hvilket vi heldigvis kunne kurere med en bunke cheeseburgere i Cancun dagen efter. Den 18. hoppede vi på flyveren fra Cancun til Mexico City, og typisk nok havde vi ikke lige overvejet temperaturen i DF, før vi stod i lufthavnen i vores alt for små shorts. Vi styrtede mod vores hostel, og brugte første dag i verdens folkerigeste by på at chille rundt, se den synkende katedral, besøge Sallys hjem i Coyoacan, og sejle på de flydende haver i Xochimilco. I dag har vi besøgt Teotihuacan lige udenfor Mexico City, hvor Minne og Sally besteg verdens tredje største pyramide, Solpyramiden, som eftersigende sku forlænge vores levetid med 10 år. Dernæst besøgte vi Frida Kahlo’s underskønne Blue House i Coyoacan og købte os fattig i italiensk is i Polancos shoppeheaven. I morgen tager vi et hurtigt smut forbi det verdenskendte antropologiske museum, og dernæst mod lufthavnen med triste miner, for at vinke farveller til Minnepigen!
M&V&S
onsdag den 7. januar 2009
By the way..
..glemte vi lige at naevne, at vi i dag har set VERDENS STOERSTE TRAE!! Vilderen, og det var 14 m i diameter!
Hej-hej.
Hej-hej.
M&V&S
Minne og Nes ankom til Mexico City sent om aftenen den 30., og dagen efter drog vi mod Puerto Vallarta ved Stillehavskysten. Her tilbragte vi et par dage, bl.a. tog vi paa hvaltur, hvor vi baade saa graahvaler og delfiner, og desuden fik alt for meget uoensket opmaerksomhed fra de dansende vaerter. Da delfinerne pludselig kom springende, var det dog naesten sjovere at iagttage hvordan Minne hoppede ivrigt rundt for at faa et godt billede, haha, meget vaerre end alle de amerikanske turister. Ellers gik dagene mest med at ligge paa stranden, lede efter buskontor og spise paa Hard Rock. Nytaarsaften fandt vi en fin strandbar, hvor vi drak Daiquiries og hoppede ind i det nye aar, og desuden havde en rigtig fin udsigt til bugten, som blev lyst flot op af al fyrvaerkeriet. Det blev godt nok en oplevelse med livet som indsats, da de skoere mexicanerboern stod med alle deres romerlys i haanden, og naermest fyrede dem lige i hovedet paa os. Derefter bevaegede vi os til gadefesten Alto Otlas, en lille men meget festlig gade, hvor alle, unge som gamle, straight som homo, dansede det nye aar velkommen.
Vi havde fejlvuredet afstanden fra Puerto Vallarta til Puerto Escondido temmelig meget, hvilket resulterede i en 18timers bustur fra P.V. til Acapulco, og dernaest 8 timer fra Acap. til P. Escondido. Heldigvis kunne vi faa opbevaret de tunge tasker paa stationen i Acap., saa vi kunne nyde vores 16 timer i byen. Vi saa bl.a. nogle overfyldte strande, den meget turistede by, og fik serveret et alt for staerkt maaltid - chili forklaedt som kylling:). Vi sluttede opholdet af med lidt for spaendende underholdning, i form af unge maends udspring fra klipperne. En manddomsproeve som har vaeret en tradition siden 1934.
ENDELIG kom vi til P. Escondido, hvor vi startede med laekker og billig morgenmad - pancakes, scrambled eggs og frisk frugt. Dernaest drog vi til en af de laekre strande, hvor vi konstant blev overfaldt af en ildelugtende vaad hund, og moedte 'julemanden' fra Bornholm, som anbefalede os et marked i byen, hvilket vi besoegte dagen efter. Vi fik festet, og spist paa et pizzeria hvor alting desvaerre foregik i alt for mexicansk tempo! Vores sidste tid i P.E. tilbragte vi paa behagelige liggestole paa byens luksusstrand, hvor vi fik serveret mad og drikke liggende.
Turen fra Puerto Escondido til Oaxaca var ganske enkelt frygtelig!! Af en eller anden grund var vi endt i en '2.klasses bus', saa vi sad 8 timer i en nederen bus, hvor det trak saa vildt fra gulv og vinduer, og en egoistisk buschauffoer som holdte alt for lange rygepauser, og hoerte alt for hoejt musik i NATbussen. Vi traengte til varme, efter at have siddet i saadan en kold bus, men da vi steg af bussen i Oaxaca var det en "bidende kulde", som kom os i moede. Vi gjorde et kup - synes vi selv - eftersom vi fik pruttet en taxachauffoer ned i pris fra 50 pesos til 25. Men da vi kom til destinationen viste det sig, at han troede, at han paa sit gebrokne engelsk havde sagt 35. Han blev saa vred, at han "forbandede" os da han koerte igen. Den foerste morgen i Oaxaca tog vi paa tur til Monte Alban, en ruin, hvor vi desvaerre pga. morgenens kulde havde glemt solcreme. Nu har Nes og Minne samme farve som en krebs, fra skuldrene og op, og Sally har erhvervet sig en roed naese. Ellers har vi vaeret paa byvandringer, set mange museer og markeder. Nu sidder vi paa vores fantastiske hostel, som har serveret mexicansk morgenmad, film til vores filmaften, gratis internet og vaskning af toej. En gaestfrihed, som Nes tilbagebetalte, ved at smadre toilettet...
Om et par timer drager vi mod det kolde San Cristobal i bjergene, hvor vi bl.a. skal besoege indianer landsbyer og drikke varm kakao i en kendt danskers baghave. Derefter gaar turen til junglen, hvor vi skal se ruiner og bade i vandfald.
Hasta luego, M&V&S
Vi havde fejlvuredet afstanden fra Puerto Vallarta til Puerto Escondido temmelig meget, hvilket resulterede i en 18timers bustur fra P.V. til Acapulco, og dernaest 8 timer fra Acap. til P. Escondido. Heldigvis kunne vi faa opbevaret de tunge tasker paa stationen i Acap., saa vi kunne nyde vores 16 timer i byen. Vi saa bl.a. nogle overfyldte strande, den meget turistede by, og fik serveret et alt for staerkt maaltid - chili forklaedt som kylling:). Vi sluttede opholdet af med lidt for spaendende underholdning, i form af unge maends udspring fra klipperne. En manddomsproeve som har vaeret en tradition siden 1934.
ENDELIG kom vi til P. Escondido, hvor vi startede med laekker og billig morgenmad - pancakes, scrambled eggs og frisk frugt. Dernaest drog vi til en af de laekre strande, hvor vi konstant blev overfaldt af en ildelugtende vaad hund, og moedte 'julemanden' fra Bornholm, som anbefalede os et marked i byen, hvilket vi besoegte dagen efter. Vi fik festet, og spist paa et pizzeria hvor alting desvaerre foregik i alt for mexicansk tempo! Vores sidste tid i P.E. tilbragte vi paa behagelige liggestole paa byens luksusstrand, hvor vi fik serveret mad og drikke liggende.
Turen fra Puerto Escondido til Oaxaca var ganske enkelt frygtelig!! Af en eller anden grund var vi endt i en '2.klasses bus', saa vi sad 8 timer i en nederen bus, hvor det trak saa vildt fra gulv og vinduer, og en egoistisk buschauffoer som holdte alt for lange rygepauser, og hoerte alt for hoejt musik i NATbussen. Vi traengte til varme, efter at have siddet i saadan en kold bus, men da vi steg af bussen i Oaxaca var det en "bidende kulde", som kom os i moede. Vi gjorde et kup - synes vi selv - eftersom vi fik pruttet en taxachauffoer ned i pris fra 50 pesos til 25. Men da vi kom til destinationen viste det sig, at han troede, at han paa sit gebrokne engelsk havde sagt 35. Han blev saa vred, at han "forbandede" os da han koerte igen. Den foerste morgen i Oaxaca tog vi paa tur til Monte Alban, en ruin, hvor vi desvaerre pga. morgenens kulde havde glemt solcreme. Nu har Nes og Minne samme farve som en krebs, fra skuldrene og op, og Sally har erhvervet sig en roed naese. Ellers har vi vaeret paa byvandringer, set mange museer og markeder. Nu sidder vi paa vores fantastiske hostel, som har serveret mexicansk morgenmad, film til vores filmaften, gratis internet og vaskning af toej. En gaestfrihed, som Nes tilbagebetalte, ved at smadre toilettet...
Om et par timer drager vi mod det kolde San Cristobal i bjergene, hvor vi bl.a. skal besoege indianer landsbyer og drikke varm kakao i en kendt danskers baghave. Derefter gaar turen til junglen, hvor vi skal se ruiner og bade i vandfald.
Hasta luego, M&V&S
tirsdag den 30. december 2008
Januar
Netop kommet hjem fra USA, og det var virkelig 2 dejlige uger. Brugte det meste af tiden paa at slappe af, og sluttede ferien af med et par dage i San Francisco. Og det blev helt sikkert hoejdepunktet paa hele turen! Vi shoppede ved Union Square, besoegte alle turiststederne, og besoegte alle de smaa, sjove butikker ved Haight St. Vi boede paa et super laekkert hotel downtown, saa nu har jeg lidt svaert ved at tilpasse mig paa hostellet her i City, hvor jeg sover i koeje under en alt for knirkende madras, og i rum med 7 andre mennesker.
MEN om et par timer smutter jeg ud til lufthavnen for at hente Minne og Nes, ved ikke hvor meget vi naar at se i dag, men i morgen tidlig skal vi mod Puerto Vallarta, som er et laekkert sted ved pacific coast. Det er eftersigende Mexico´s hovedstad for homoseksuelle, saa det skal nok blive underholdende. Der bliver vi et par dage, og ellers ser vores program nogenlunde saadan her ud;
Mexico City
Puerto Vallarta
Puerto Escondido - strand
Oaxaca City - kultur
San Cristobal - kultur
Palenque / El Panchan – ruiner og regnskov
Agau Azul / Misol-Ha – vandfald
Tulum – Strand & ruiner
Sian Kaan – smukt reservat
Playa del Carmen – Dykning, strand og fest
Akumal Strand – svømme med søskildpadder
Cancun, Isla Mujeres
Teotihuacan ved Mexico City – besoege pyramiderne
Vi er endnu ikke helt sikre paa, hvor mange dage vi bliver hvert sted, men vi skal ihvertfald tilbage til Mexico City inden den 21., hvor Minne skal hjemad.
Et forsinket glaedelig jul herfra, og et lidt for tidligt godt nytaar!
Sally
MEN om et par timer smutter jeg ud til lufthavnen for at hente Minne og Nes, ved ikke hvor meget vi naar at se i dag, men i morgen tidlig skal vi mod Puerto Vallarta, som er et laekkert sted ved pacific coast. Det er eftersigende Mexico´s hovedstad for homoseksuelle, saa det skal nok blive underholdende. Der bliver vi et par dage, og ellers ser vores program nogenlunde saadan her ud;
Mexico City
Puerto Vallarta
Puerto Escondido - strand
Oaxaca City - kultur
San Cristobal - kultur
Palenque / El Panchan – ruiner og regnskov
Agau Azul / Misol-Ha – vandfald
Tulum – Strand & ruiner
Sian Kaan – smukt reservat
Playa del Carmen – Dykning, strand og fest
Akumal Strand – svømme med søskildpadder
Cancun, Isla Mujeres
Teotihuacan ved Mexico City – besoege pyramiderne
Vi er endnu ikke helt sikre paa, hvor mange dage vi bliver hvert sted, men vi skal ihvertfald tilbage til Mexico City inden den 21., hvor Minne skal hjemad.
Et forsinket glaedelig jul herfra, og et lidt for tidligt godt nytaar!
Sally
lørdag den 20. december 2008
Turtlecamp i Marquelia
Aldrig før har jeg på 2 uger set så mange skildpadder, stjerneskud, solopgange, myggestik og spist så meget chili. Campen var så primitiv og så isoleret, og selvom der var alt for mange aggressive myg, alt for meget sand i håret osv., nød jeg virkelig de lange natteture ved stranden, og at falde i søvn til lyden af havets bølger. Og det var lige så eventyrligt skønt, som det lyder:) Vi var en lille gruppe på 6; Anna fra Schweiz, Jenny fra Korea, 3 mexicanere og jeg. 2 af mexicanerne var vores campledere, og var i starten rigtig gode til at introducere os til alt mexicansk, og jeg tror aldrig, at jeg på 2 uger har prøvet så meget nyt. Det har til tider været virkelig grænseoverskridende for mig, og jeg tror for alvor at jeg har gennemgået udviklingen fra blot at være en turist, til at være en vaskeægte traveler i Mexico.
Som jeg har nævnt tidligere, var Jenny, mexicanske Iliana og jeg så heldige at få et lift med camplederen til lejren. Det var en god tur, og jeg har for første gang i Mexico selv siddet bag rattet. Dog var jeg ikke helt tryg ved sagen, da jeg ikke havde medbragt mit kørekort på turen, men så er det jo heldigt at man kan (be)tale sig fra alt i dette land. Det blev selvfølgelig ikke nødvendigt - helt sikkert fordi min kørsel var så smooth ;)
Da vi kun var 2 til at køre, holdte vi et par timers pause på stranden i Acapulco. Acapulco er kendt for vilde klipper (hvorfra fulde turister hopper direkte i vandet), lækre badestrande og et vildern natteliv. Vi fandt en strand, hev vores soveposer ud af taskerne, og tog dem samt lidt ost og øl med ned vandet. Efter en lille lur kørte vi videre, og kørte ad den samme vej, som fører hele vejen til Guatemala og Panama-kanalen, så det var ret fristende at fortsætte ligeud. Men nixen, vi drejede af ved Marquelia-skiltet, og befandt os pludselig på en primitiv lejr, omgivet af palmetræer og med havet som nabo. Vi ankom til solopgang, og efter at have banket nogle telte i jorden, drog vi ind til byen for at møde ’præsidenten’, som skulle godkende os som skildpadde-arbejdere. På vejen, mens vi sad på ladet af en gammel Rover, fik vi også et lille glimt af byen – ca. 10.000 indbyggere, og med en del mindre butikker. Meget mere end forventet, men alligevel meget landligt, og helt sikkert et sted der ikke ser foreigners for tit.
Dagene gik med at blive sat ind i alt omkring skildpadder, ligge og chille i skyggen(sandet i solen var brændende varmt fra kl. 10-17), spille UNO, bade i havet og spise dejlig mad. Vi hyggede alle aftener, og delte os i to hold, hvor det ene skulle patruljere stranden fra 00-03, og det næste fra 03-solopgang. Og tredje nat var vi heldige: vi spottede en fin Golfina lægge æg, og fandt hende faktisk i så god tid, at vi kunne overvære hele ’seancen’. Hvordan hun først ledte efter det rette sted, dernæst fjernede alle grene, og skubbede et par kokosnødder til side, for derefter at grave ud til sin lille rede. Efter at hun havde lagt æggene, og sagt en hel del mærkelige lyde, dækkede hun fint reden til, og gjorde den flad med hele sin kropsvægt. Før hun smuttede tilbage i vandet, kunne vi lige akkurat nå at røre det store skjold(70x40cm), og de bløde arme. Dernæst gravede vi hendes 117 bløde og varme æg op, tog dem med til lejren, og placerede dem i en ’kunstig rede’. Det var den eneste gang vi rent faktisk så en skildpadde lægge æg. Men der var heldigvis mange andre gange, hvor det lykkedes os at finde rederne blot et par timer efter skildpadden havde været der. 40-45 dage efter æggene er blevet placeret i deres kunstige reder, graver babyskildpadderne sig selv op af sandet, hvorefter vi først placerer dem i en lille kravlegård med sand, dernæst vand, for at forberede dem på skildpaddelivet. Og ved solnedgang hver dag, satte vi en flok skildpadder ud i det fri, med et lille på gensyn med på vejen. Skildpadderne bruger munden til at finde den sandstrand de blev født, og dermed også det sted de skal lægge deres egne æg, og det er derfor at man på den strækning vi patruljerede, altid er garanteret æg.
Noget specielt ved lige præcis denne skildpaddelejr var at vi rent faktisk får lov til at gøre alt arbejdet med æggene, efter at have samlet ved stranden. Normalt på andre lejre skal de blot aflevere posen med æg til det lokale øko-politi, som så tager sig af sagen derefter.
Lejren var nok en del mere primitiv end jeg havde regnet med. Vores toilet bestod, ligesom bruseren, af fire palmetræstammer med stof omkring + et badeforhæng som dør(heldigvis var det træk og slip). Når der var vand nød vi et koldt brus efter en svømmetur, men ellers tog vi ned til en lille terrasserestaurant og badede, hvor man dog var ret dårligt stillet hvis man ikke var lige så lav som mexicanerne(av min ryg!).
Vores køkken i lejren bestod egentlig bare af et bord og et lille bål/grillsted. Komfuret fik de til at virke lige som vi tog fra lejren. Ellers var der et lille museum med billeder af forskellige sjove skildpadde-situationer, en gård med de kunstige reder samt skildpaddemanden Roberto’s hus, hvor vi på en god dag måtte snuppe en lur i hængekøjen med den gode udsigt til stranden.
Vi har oplevet så meget fantastisk og så meget sjovt. Bl.a. fået hummer og østers 100% frisk fra havet, som vi selv dræbte og tilberedte. Drukket drinks af kokosnødder. Fejret Jennys fødselsdag på mexicansk vis – med piñada der skal slås i stykker (lidt som til fastelavn, bortset fra at man her har bind for øjnene + at nogen hele tiden hiver i den snor piñada’en hænger i)og at få dyppet hovedet i ens egen fødselsdagskage. Lært at lave lidt mexicansk mad, af en kok der ejede et hotel lidt længere nede af vejen/stranden. Passet skildpadder i kravlegårdene, lært at lave de kunstige reder, samt hvordan man kan finde en rede uden at have set skildpadden lægge æggene. Fået nusset kinderne + komplimenteret fregner og grønne øjne af nogle farverigt klædte kvinder i en isoleret lille afrikansk by. Været til fest med de lokale, hvor de næsten drak os under bordet i Coronitas og Mezcal, dansede hele natten, og erfarede at mexicanere ikke har meget respekt for fyrværkeri. Sovet i cabañas, hvor vi var 6 personer om at dele 2 senge, og jeg vågnede selvfølgelig med hovedet mellem mine camplederes numser(dog var det bedre end en af de andre piger, som vågnede på gulvet i en lille pøl af øl og mad fra dagen før - AD!). Gynget i hængekøjer, mens vi kiggede stjerner og spottede de mange stjerneskud. Snakket penge med en gammel navlepiller af en mexicaner, hvorefter jeg donerede nogle danske kroner til hans møntsamling. Lært at lave kokosslik, og undervist de lokale børn i engelsk. Mødt alt for mange skæve mexicanere som tilbød os lidt af hvert. Mistede en aften Jenny fra Korea i 20 min (ingen så hun gik hen til mønttelefonen), og efter 5 min var politi og stort set hele byen informeret – de har vel ikke meget drama.
Vi havde vores sidste patruljering efter en fest torsdag aften, og jeg savner allerede de lange gåture ved stranden + det venlige samfund hvor alle er hinandens amigo. Efter at have brugt en hel fredag i diverse busser, var jeg tilbage i DF, og fejrede det med sushi og SATC i sengen. DF var super koldt at komme hjem til, men efter at være landet i Californien, vil jeg slet ikke brokke mig. Sne udenfor, men i dag har jeg mest ligget inde foran pejsen med the og en kælen kat.
Det er virkelig anderledes, lige pludselig at befinde sig i et land hvor man forstår hvad alle siger. Så mærkeligt, og jeg har flere gange taget mig selv i at stå med åben mund og glo på folk under deres samtale. Haha, og de har alle gange gloet meget mærkeligt tilbage.
Det er skønt at være blandt familie, men især efter at have set lidt julebilleder hjemmefra, er hjemveen begyndt at melde sig. At kaste en pind til Simba, ringe til en veninde og snakke i alt for lang tid, eller bare at vågne i min egen seng. Men man kan jo ikke få det hele på en gang, men men.. Når jeg ikke kan komme til Århus, må Århus jo komme til mig. Og den 30. december kl 21.20 er jeg på pletten i DF’s lufthavn, for at hente den nyeste sending af kridhvide, dejlige, danske chicas. Det bliver DET BEDSTE EVENTYR hvor vi skal besøge alle Mexico’s hotspots med rygsækken solidt plantet på ryggen og et smil på læben. Jeg glæder mig også mere og mere til Bali, og Sarah – jeg lader dig ikke sove et eneste sekund i flyveren!
Som jeg har nævnt tidligere, var Jenny, mexicanske Iliana og jeg så heldige at få et lift med camplederen til lejren. Det var en god tur, og jeg har for første gang i Mexico selv siddet bag rattet. Dog var jeg ikke helt tryg ved sagen, da jeg ikke havde medbragt mit kørekort på turen, men så er det jo heldigt at man kan (be)tale sig fra alt i dette land. Det blev selvfølgelig ikke nødvendigt - helt sikkert fordi min kørsel var så smooth ;)
Da vi kun var 2 til at køre, holdte vi et par timers pause på stranden i Acapulco. Acapulco er kendt for vilde klipper (hvorfra fulde turister hopper direkte i vandet), lækre badestrande og et vildern natteliv. Vi fandt en strand, hev vores soveposer ud af taskerne, og tog dem samt lidt ost og øl med ned vandet. Efter en lille lur kørte vi videre, og kørte ad den samme vej, som fører hele vejen til Guatemala og Panama-kanalen, så det var ret fristende at fortsætte ligeud. Men nixen, vi drejede af ved Marquelia-skiltet, og befandt os pludselig på en primitiv lejr, omgivet af palmetræer og med havet som nabo. Vi ankom til solopgang, og efter at have banket nogle telte i jorden, drog vi ind til byen for at møde ’præsidenten’, som skulle godkende os som skildpadde-arbejdere. På vejen, mens vi sad på ladet af en gammel Rover, fik vi også et lille glimt af byen – ca. 10.000 indbyggere, og med en del mindre butikker. Meget mere end forventet, men alligevel meget landligt, og helt sikkert et sted der ikke ser foreigners for tit.
Dagene gik med at blive sat ind i alt omkring skildpadder, ligge og chille i skyggen(sandet i solen var brændende varmt fra kl. 10-17), spille UNO, bade i havet og spise dejlig mad. Vi hyggede alle aftener, og delte os i to hold, hvor det ene skulle patruljere stranden fra 00-03, og det næste fra 03-solopgang. Og tredje nat var vi heldige: vi spottede en fin Golfina lægge æg, og fandt hende faktisk i så god tid, at vi kunne overvære hele ’seancen’. Hvordan hun først ledte efter det rette sted, dernæst fjernede alle grene, og skubbede et par kokosnødder til side, for derefter at grave ud til sin lille rede. Efter at hun havde lagt æggene, og sagt en hel del mærkelige lyde, dækkede hun fint reden til, og gjorde den flad med hele sin kropsvægt. Før hun smuttede tilbage i vandet, kunne vi lige akkurat nå at røre det store skjold(70x40cm), og de bløde arme. Dernæst gravede vi hendes 117 bløde og varme æg op, tog dem med til lejren, og placerede dem i en ’kunstig rede’. Det var den eneste gang vi rent faktisk så en skildpadde lægge æg. Men der var heldigvis mange andre gange, hvor det lykkedes os at finde rederne blot et par timer efter skildpadden havde været der. 40-45 dage efter æggene er blevet placeret i deres kunstige reder, graver babyskildpadderne sig selv op af sandet, hvorefter vi først placerer dem i en lille kravlegård med sand, dernæst vand, for at forberede dem på skildpaddelivet. Og ved solnedgang hver dag, satte vi en flok skildpadder ud i det fri, med et lille på gensyn med på vejen. Skildpadderne bruger munden til at finde den sandstrand de blev født, og dermed også det sted de skal lægge deres egne æg, og det er derfor at man på den strækning vi patruljerede, altid er garanteret æg.
Noget specielt ved lige præcis denne skildpaddelejr var at vi rent faktisk får lov til at gøre alt arbejdet med æggene, efter at have samlet ved stranden. Normalt på andre lejre skal de blot aflevere posen med æg til det lokale øko-politi, som så tager sig af sagen derefter.
Lejren var nok en del mere primitiv end jeg havde regnet med. Vores toilet bestod, ligesom bruseren, af fire palmetræstammer med stof omkring + et badeforhæng som dør(heldigvis var det træk og slip). Når der var vand nød vi et koldt brus efter en svømmetur, men ellers tog vi ned til en lille terrasserestaurant og badede, hvor man dog var ret dårligt stillet hvis man ikke var lige så lav som mexicanerne(av min ryg!).
Vores køkken i lejren bestod egentlig bare af et bord og et lille bål/grillsted. Komfuret fik de til at virke lige som vi tog fra lejren. Ellers var der et lille museum med billeder af forskellige sjove skildpadde-situationer, en gård med de kunstige reder samt skildpaddemanden Roberto’s hus, hvor vi på en god dag måtte snuppe en lur i hængekøjen med den gode udsigt til stranden.
Vi har oplevet så meget fantastisk og så meget sjovt. Bl.a. fået hummer og østers 100% frisk fra havet, som vi selv dræbte og tilberedte. Drukket drinks af kokosnødder. Fejret Jennys fødselsdag på mexicansk vis – med piñada der skal slås i stykker (lidt som til fastelavn, bortset fra at man her har bind for øjnene + at nogen hele tiden hiver i den snor piñada’en hænger i)og at få dyppet hovedet i ens egen fødselsdagskage. Lært at lave lidt mexicansk mad, af en kok der ejede et hotel lidt længere nede af vejen/stranden. Passet skildpadder i kravlegårdene, lært at lave de kunstige reder, samt hvordan man kan finde en rede uden at have set skildpadden lægge æggene. Fået nusset kinderne + komplimenteret fregner og grønne øjne af nogle farverigt klædte kvinder i en isoleret lille afrikansk by. Været til fest med de lokale, hvor de næsten drak os under bordet i Coronitas og Mezcal, dansede hele natten, og erfarede at mexicanere ikke har meget respekt for fyrværkeri. Sovet i cabañas, hvor vi var 6 personer om at dele 2 senge, og jeg vågnede selvfølgelig med hovedet mellem mine camplederes numser(dog var det bedre end en af de andre piger, som vågnede på gulvet i en lille pøl af øl og mad fra dagen før - AD!). Gynget i hængekøjer, mens vi kiggede stjerner og spottede de mange stjerneskud. Snakket penge med en gammel navlepiller af en mexicaner, hvorefter jeg donerede nogle danske kroner til hans møntsamling. Lært at lave kokosslik, og undervist de lokale børn i engelsk. Mødt alt for mange skæve mexicanere som tilbød os lidt af hvert. Mistede en aften Jenny fra Korea i 20 min (ingen så hun gik hen til mønttelefonen), og efter 5 min var politi og stort set hele byen informeret – de har vel ikke meget drama.
Vi havde vores sidste patruljering efter en fest torsdag aften, og jeg savner allerede de lange gåture ved stranden + det venlige samfund hvor alle er hinandens amigo. Efter at have brugt en hel fredag i diverse busser, var jeg tilbage i DF, og fejrede det med sushi og SATC i sengen. DF var super koldt at komme hjem til, men efter at være landet i Californien, vil jeg slet ikke brokke mig. Sne udenfor, men i dag har jeg mest ligget inde foran pejsen med the og en kælen kat.
Det er virkelig anderledes, lige pludselig at befinde sig i et land hvor man forstår hvad alle siger. Så mærkeligt, og jeg har flere gange taget mig selv i at stå med åben mund og glo på folk under deres samtale. Haha, og de har alle gange gloet meget mærkeligt tilbage.
Det er skønt at være blandt familie, men især efter at have set lidt julebilleder hjemmefra, er hjemveen begyndt at melde sig. At kaste en pind til Simba, ringe til en veninde og snakke i alt for lang tid, eller bare at vågne i min egen seng. Men man kan jo ikke få det hele på en gang, men men.. Når jeg ikke kan komme til Århus, må Århus jo komme til mig. Og den 30. december kl 21.20 er jeg på pletten i DF’s lufthavn, for at hente den nyeste sending af kridhvide, dejlige, danske chicas. Det bliver DET BEDSTE EVENTYR hvor vi skal besøge alle Mexico’s hotspots med rygsækken solidt plantet på ryggen og et smil på læben. Jeg glæder mig også mere og mere til Bali, og Sarah – jeg lader dig ikke sove et eneste sekund i flyveren!
torsdag den 18. december 2008
Sally er i Cali..
Rigtig dejligt at se nogle familiar faces, og jeg nyder julestemningen her. Her er koldt, og onkel Bo's vinstokke er dækket af fin, hvid sne.
Tidsforskellen er nu 9 timer, og jeg regner med at være på Skype først på aftenen imorgen, dansk tid. Min tur herover var fin nok, selvom de lige pludselig ændrede gaten i Phoenix, hvilket resulterede i at jeg havde ca. 10 min til at spæne igennem lufthavnen. Hvorfor var det lidt som om, at jeg var den eneste der ikke lige havde opdaget det? Alt for typisk.
USA er virkelig som man forventer. Jeg kan ikke huske meget fra sidste gang jeg var her, men allerede i lufthavnen, var det sjovt at se hvordan alle tøj- og smykkebutikkerne i de danske lufthavne her var erstattet med MAD, MAD og ATTER MAD. Og selvfølgelig kun af den greasy slags. Allerede i flyet fra Phoenix til Sacramento, fik jeg nok af overvægtige mennesker med alt for amerikansk accent. Så det er vel godt nok, at jeg nu er kommet en tur på landet :)
Julehilsner fra Sally
Tidsforskellen er nu 9 timer, og jeg regner med at være på Skype først på aftenen imorgen, dansk tid. Min tur herover var fin nok, selvom de lige pludselig ændrede gaten i Phoenix, hvilket resulterede i at jeg havde ca. 10 min til at spæne igennem lufthavnen. Hvorfor var det lidt som om, at jeg var den eneste der ikke lige havde opdaget det? Alt for typisk.
USA er virkelig som man forventer. Jeg kan ikke huske meget fra sidste gang jeg var her, men allerede i lufthavnen, var det sjovt at se hvordan alle tøj- og smykkebutikkerne i de danske lufthavne her var erstattet med MAD, MAD og ATTER MAD. Og selvfølgelig kun af den greasy slags. Allerede i flyet fra Phoenix til Sacramento, fik jeg nok af overvægtige mennesker med alt for amerikansk accent. Så det er vel godt nok, at jeg nu er kommet en tur på landet :)
Julehilsner fra Sally
søndag den 14. december 2008
Livstegn
Tiden flyver, og jeg er allerede hjemme igen. Super godt, men super koldt!
Dette indlæg bliver blot et livstegn, for er alt for træt til at skrive mere end et par linjer.
Har lagt 2 billeder ved - det første af mig og en lille, nyudklækket skildpadde. Hvorfor mit øje ser ud til at være et mindre heldigt resultat af en myggeinvasion, ved jeg ikke. Det andet billede er af vores ret så primitive, men super hyggelige camp. Og selvom det er helt fantastisk dejligt at vågne i en seng igen, savner jeg virkelig livet ved stranden.
lørdag den 29. november 2008
14 dages skildpaddeleg
Igår havde jeg sidste eksamen på uni, og er nu nået til næste spændende punkt i mine rejseplaner. Jeg kommer helt sikkert til at savne hverdagen på UNAM og mine klassekammerater, men vi har allerede lavet gensynsplaner:) Vi har snakket lidt om at lave en madaften, hvor alle skal lave lidt mad fra deres hjemlandskøkken, hvilket så vil blive en blanding af bl.a. koreansk, østrigsk, dansk, fransk, indonesisk, græsk og kinesisk. Kunne helt sikkert blive godt!
I dag var jeg bl.a. til møde med nogle af de andre frivillige til skildpaddelejren fra 1. - 15. december. Det lyder virkelig godt, og jeg glæder mig til at komme afsted imorgen! En koreansk pige og jeg var så heldige at få et lift med camp-lederen, istedet for busturen, og han har planlagt en interessant tur, hvor vi blandt andet vil blive nogle timer i nogle af byerne vi kører igennem. Det skal helt sikkert nok blive spændende, og 1000000 gange bedre end at sidde i en bus i 10 stive timer. Da det kun var ca 1/4 af de frivillige som rent faktisk mødte op til intromødet, fordi resten vist havde nogle busproblemer, fik jeg faktisk kun mødt de asians der skal med. De virkede fine, men jeg glæder mig rigtig rigtig rigtig rigtig meget til at møde resten af flokken, da jeg virkelig har fået nok af den der wing-tjang-wang-accent. Måske lidt svært at forklare, men de var virkelig bare over det hele på uni også, så nu trænger jeg for alvor til et pusterum! VIMEX-manden fortalte at resten bl.a. er fra New Zealand, Rusland og Schweiz, og ellers virker vores unge mexicanske holdledere super friske, så er sikker på at det bliver 2 gode uger!
Arbejdet på turtlecamp'en vil primært være fra kl 22 -3 eller 4 ca., hvor vi skal gå på strandene og samle æg. De fortalte at december faktisk er den gode måned at komme afsted, for hvis man har heldet med sig, spotter man muligvis den største skildpaddeart lægge æg- og den er virkelig kæmpe: ca. 2,5 m og vejer omkring 250 kg! VIMEX-manden fortalte at han næsten græd, første gang han så det. Muhahah det kan man ikke tage seriøst, når det kommer fra en mand på mindst 45.
Om dagen er der heldigvis ikke så meget arbejde til os, udover at man nogle eftermiddage kan blive sat til at rydde stranden: fjerne alt der kan ligge i vejen for de små skildpadder - som f.eks. kokosnødder, grene osv. Lidt stenet, men om formiddagen har vi så til gengæld fri, fordi der er omkring de 32(!!!!!!!) grader, og dermed for varmt til at man kan foretage sig andet end at chille ved strandkanten. Når vi arbejder om natten er der vist omkring de 26 grader, så det er ganske rart.
Angående chilning ved stranden fortalte de desuden at "hajerne er hele 10 km væk", hvilket jeg mener er skræmmende tæt på! De har dog en lille sikkerhedsregel om, at hvis nogen bader, skal der altid stå en ved vandkanten og holde øje - just in case.
Vi skal bo i telte, og det hele ved lejren er generelt ret primitivt som f.eks. udendørs bad og ikke rigtig andet lys end fra månen efter solnedgang. Men det skal helt sikkert nok blive en kæmpe oplevelse - håber også at kunne tage nogle gode billeder af de søde små dyr:)
De viste os forresten nogle videoer på youtube, for at give os en idé om hvordan stedet + arbejdet er - hvis i har lyst til at se dem, skal i bare skrive "vimex" i søgefeltet.
Byen Marquelia er et bette sted, og bliver den ultimative afvænning fra storbyens os og larm. Der er sikkert ikke en netcafé, men tror at der bliver mulighed for at drage mod en større by næste weekend. Ellers er jeg tilbage i City den 15. december. Hvis der skal skypes farvel, skal det være 'min' imorgen tidlig - først på eftermiddagen hos jer.
Hyggehejsa!
Og til den kære mor som fór vild på youtube:
Filmene er lavet på spansk af en franskmand, som var på samme turtlecamp sidste år(ham den gamle er den 'professionelle', som skal lære os det mere teorietiske);
http://www.youtube.com/watch?v=ez9h-UFZ3Gc
http://www.youtube.com/watch?v=bs3pqjeLJ-0&feature=related
http://www.youtube.com/watch?v=CUIl7QsAqYs&feature=related
I dag var jeg bl.a. til møde med nogle af de andre frivillige til skildpaddelejren fra 1. - 15. december. Det lyder virkelig godt, og jeg glæder mig til at komme afsted imorgen! En koreansk pige og jeg var så heldige at få et lift med camp-lederen, istedet for busturen, og han har planlagt en interessant tur, hvor vi blandt andet vil blive nogle timer i nogle af byerne vi kører igennem. Det skal helt sikkert nok blive spændende, og 1000000 gange bedre end at sidde i en bus i 10 stive timer. Da det kun var ca 1/4 af de frivillige som rent faktisk mødte op til intromødet, fordi resten vist havde nogle busproblemer, fik jeg faktisk kun mødt de asians der skal med. De virkede fine, men jeg glæder mig rigtig rigtig rigtig rigtig meget til at møde resten af flokken, da jeg virkelig har fået nok af den der wing-tjang-wang-accent. Måske lidt svært at forklare, men de var virkelig bare over det hele på uni også, så nu trænger jeg for alvor til et pusterum! VIMEX-manden fortalte at resten bl.a. er fra New Zealand, Rusland og Schweiz, og ellers virker vores unge mexicanske holdledere super friske, så er sikker på at det bliver 2 gode uger!
Arbejdet på turtlecamp'en vil primært være fra kl 22 -3 eller 4 ca., hvor vi skal gå på strandene og samle æg. De fortalte at december faktisk er den gode måned at komme afsted, for hvis man har heldet med sig, spotter man muligvis den største skildpaddeart lægge æg- og den er virkelig kæmpe: ca. 2,5 m og vejer omkring 250 kg! VIMEX-manden fortalte at han næsten græd, første gang han så det. Muhahah det kan man ikke tage seriøst, når det kommer fra en mand på mindst 45.
Om dagen er der heldigvis ikke så meget arbejde til os, udover at man nogle eftermiddage kan blive sat til at rydde stranden: fjerne alt der kan ligge i vejen for de små skildpadder - som f.eks. kokosnødder, grene osv. Lidt stenet, men om formiddagen har vi så til gengæld fri, fordi der er omkring de 32(!!!!!!!) grader, og dermed for varmt til at man kan foretage sig andet end at chille ved strandkanten. Når vi arbejder om natten er der vist omkring de 26 grader, så det er ganske rart.
Angående chilning ved stranden fortalte de desuden at "hajerne er hele 10 km væk", hvilket jeg mener er skræmmende tæt på! De har dog en lille sikkerhedsregel om, at hvis nogen bader, skal der altid stå en ved vandkanten og holde øje - just in case.
Vi skal bo i telte, og det hele ved lejren er generelt ret primitivt som f.eks. udendørs bad og ikke rigtig andet lys end fra månen efter solnedgang. Men det skal helt sikkert nok blive en kæmpe oplevelse - håber også at kunne tage nogle gode billeder af de søde små dyr:)
De viste os forresten nogle videoer på youtube, for at give os en idé om hvordan stedet + arbejdet er - hvis i har lyst til at se dem, skal i bare skrive "vimex" i søgefeltet.
Byen Marquelia er et bette sted, og bliver den ultimative afvænning fra storbyens os og larm. Der er sikkert ikke en netcafé, men tror at der bliver mulighed for at drage mod en større by næste weekend. Ellers er jeg tilbage i City den 15. december. Hvis der skal skypes farvel, skal det være 'min' imorgen tidlig - først på eftermiddagen hos jer.
Hyggehejsa!
Og til den kære mor som fór vild på youtube:
Filmene er lavet på spansk af en franskmand, som var på samme turtlecamp sidste år(ham den gamle er den 'professionelle', som skal lære os det mere teorietiske);
http://www.youtube.com/watch?v=ez9h-UFZ3Gc
http://www.youtube.com/watch?v=bs3pqjeLJ-0&feature=related
http://www.youtube.com/watch?v=CUIl7QsAqYs&feature=related
tirsdag den 25. november 2008
Nyt nr.
Øvøv, jeg har desværre mistet min tlf efter en tur i metroen. Jeg er ret sikker på at jeg ikke har glemt den nogen steder, så jeg er ret sur på den lille, lede mexicaner der har stjålet den. Men shit happens, og jeg har købt en ny.
Mit nye nr er: 551 593 9574 .
Desværre har jeg jo også mistet alle tlf-numre, men jeg vil blive rigtig glad for en lille jule- eller nytårs-sms;) Jeg er dog ikke helt sikker på hvad der skal foran, hvis der overhovedet skal noget foran? Det må undersøges.
Håber i har det dejligt.
Sally
Mit nye nr er: 551 593 9574 .
Desværre har jeg jo også mistet alle tlf-numre, men jeg vil blive rigtig glad for en lille jule- eller nytårs-sms;) Jeg er dog ikke helt sikker på hvad der skal foran, hvis der overhovedet skal noget foran? Det må undersøges.
Håber i har det dejligt.
Sally
lørdag den 22. november 2008
Dagene ved stranden var det bedste!
Lige før afgang fredag aflyste mexicaneren, så jeg drog alene mod Oaxaca City. Kl. 3 lørdag morgen var jeg fremme, og ret så død efter de 7-8 timer i bus, så jeg styrtede i seng med det samme, efter at have fået udleveret nøglen til Gordana’s(svenskeren) dorm. Jeg brugte nærmest en evighed på at komme ind, og da det endelig lykkedes, kunne jeg selvfølgelig ikke finde lyskontakten. Mens jeg ledte, smækkede døren bag mig, og pludselig rejste 8 mennesker sig op i deres senge – OMG jeg blev så bange! En led gammel tysker gryntede surt, da hun så at jeg ville tænde lyset, så jeg listede skræmt i seng i mørket. Så mærkeligt, og selvfølgelig var Gordana den eneste der ikke blev vækket af mit stunt.
Det hele var heldigvis meget bedre da vi vågnede lørdag formiddag, og vi havde en super god dag i Oaxaca City, som er en virkelig smuk by med en dejlig afslappet atmosfære. Efter en byvandring + lidt shopping på markedet + indkøb af Mezcal(lidt ligesom tequila) og oaxacansk ost, steg vi på bussen mod Puerto Escondido. Busturen var ganske frygtelig! Ren zigzag gennem bjergene, det var virkelig umuligt at falde i søvn, når ens krop hele tiden blev skubbet fra den ene side af sædet til den anden. Men det var heldigvis det hele værd – efter 9 timer var vi ved kysten, og jeg blev så glad da jeg så hav! Vi ankom kl 6 om morgenen, og vidste ikke helt hvad vi skulle gøre af os selv. Gordana havde fundet et hostel til os på nettet – Hotel Tower Bridge, og hotelejeren Steve havde lagt dørkoden ud på nettet, så vi lukkede os selv ind, hvilket virkelig kom bag på den skøre britte, som blev ved med at snakke om hvor safe hans hotel var. Men at skrive dørkoden på nettet, er vel egentlig det samme som at skrive den på selve døren? Ikke helt betryggende.
Vi fik et værelse ret hurtigt, og fik lige sovet et par timer inden vi tog mod stranden. Mens vi lå i det lumre værelse, kunne vi høre hvordan han gik og fortalte hotellets andre gæster om ’these beautiful girls from Sweden, spectacular spectacular, and they just suddenly showed up!’. Vi var virkelig skeptiske omkring om det her sted nu var OK, især fordi hotelejerens opførsel virkelig var noget for sig, men efter lidt tid fandt vi ud af, at han hverken var fuld eller skæv, men bare altid opførte sig ubeskrivelig skørt. Det kan slet ikke beskrives med ord, men han er bare en ener som skal opleves. Jeg håber virkelig, at jeg kan besøge hans hotel igen en dag, for trods de skeptiske tanker i starten, var det en utrolig positiv og underholdende oplevelse! I Puerto Escondido tilbragte vi alle dagtimer på stranden, efter mørkets frembrud hyggede vi os på hotellet, med en stor gruppe backpackere fra hele verden, og sluttede for det meste aftenerne af på strandbarerne. I weekenden var der desuden en kæmpe surfing-konkurrence, som vi dog ikke så meget af, men det var virkelig fedt at feste med så mange mennesker på stranden, da konkurrencen sluttede søndag aften.
Puerto Escondido er ikke rigtig et sted med en masse historie, arkitektur eller noget i den dur, så det var blot ren afslapning alle dage. Og det var fantastisk!
Pga. en helligdag mandag, havde jeg dagen fri, og havde derfor fået en billet hjem fra Puerto mandag aften. Troede jeg. Da jeg stod helt rejseklar med tunge tasker på skuldrene, fortæller den lille busmand mig, at min billet altså var til onsdag og ikke mandag. Hvor typisk er det ikke lige, at billetdamen havde lavet den kæmpe fejl, og at jeg selvfølgelig ikke havde tjekket det? Jeg kunne heldigvis få lavet min billet om gratis, men kunne ikke komme af sted før dagen efter. En ekstra dag ved stranden havde man ikke noget imod, men lidt stressende, når eksamen på UNAM nærmer sig. Jeg fik dog terpet en smule irregulære verber ved poolen, og mine klassekammerater kunne heldigvis fortælle mig, at jeg ikke rigtig var gået glip af noget.
Tirsdag kom jeg endelig med bussen, humøret var ikke helt i top, da jeg vidste at jeg gik 20 shitty timer alene i møde, og så havde jeg oven i købet scoret pladsen lige ved siden af toiletdøren. Mindre fedt.
Men jeg mødte nogle mexicanske fyre, som underholdte mig et godt stykke af vejen, og så var sædet ved siden af mig faktisk ledigt i alle 20 timer, hvilket jeg virkelig frydede mig over! Især fordi at jeg i de 8 timer fra MXC til Oaxaca City havde siddet ved siden af den tykkeste mexicaner jeg nogensinde har set, og jeg sad nærmest halvt på skødet af ham, fordi hans brede mås fyldte halvvejs over på mit sæde.
Det var kooooooooldt at komme tilbage til City! Sikkert ingenting ift. hvordan det bliver at komme hjem til DK i marts måned, men nej hvor jeg savner stranden! Til gengæld kan jeg se frem til 2 uger ved stranden fra 1. December, når jeg skal på turtlecamp ved Marquiela. Det bliver super godt, og næste weekend skal jeg til noget intromøde her i City, så der skulle jeg gerne blive lidt mere klog på, hvad det egentlig er jeg skal lave.De sidste par dage her i City har mest gået med at sove, chille med classmates, og så skal jeg desværre sige farvel til svenskeren i aften! :(
Ellers går jeg lidt og overvejer hvad dælen min mundtlige eksamen skal handle om? Jeg skal fortælle om et sted i Danmark, som er spændende at besøge, og det skal vare 15 minutter – og hermed er Mårslet udelukket! :)
Håber alt er godt i Danmark, var det noget med at i fik sne?
Sally
Det hele var heldigvis meget bedre da vi vågnede lørdag formiddag, og vi havde en super god dag i Oaxaca City, som er en virkelig smuk by med en dejlig afslappet atmosfære. Efter en byvandring + lidt shopping på markedet + indkøb af Mezcal(lidt ligesom tequila) og oaxacansk ost, steg vi på bussen mod Puerto Escondido. Busturen var ganske frygtelig! Ren zigzag gennem bjergene, det var virkelig umuligt at falde i søvn, når ens krop hele tiden blev skubbet fra den ene side af sædet til den anden. Men det var heldigvis det hele værd – efter 9 timer var vi ved kysten, og jeg blev så glad da jeg så hav! Vi ankom kl 6 om morgenen, og vidste ikke helt hvad vi skulle gøre af os selv. Gordana havde fundet et hostel til os på nettet – Hotel Tower Bridge, og hotelejeren Steve havde lagt dørkoden ud på nettet, så vi lukkede os selv ind, hvilket virkelig kom bag på den skøre britte, som blev ved med at snakke om hvor safe hans hotel var. Men at skrive dørkoden på nettet, er vel egentlig det samme som at skrive den på selve døren? Ikke helt betryggende.
Vi fik et værelse ret hurtigt, og fik lige sovet et par timer inden vi tog mod stranden. Mens vi lå i det lumre værelse, kunne vi høre hvordan han gik og fortalte hotellets andre gæster om ’these beautiful girls from Sweden, spectacular spectacular, and they just suddenly showed up!’. Vi var virkelig skeptiske omkring om det her sted nu var OK, især fordi hotelejerens opførsel virkelig var noget for sig, men efter lidt tid fandt vi ud af, at han hverken var fuld eller skæv, men bare altid opførte sig ubeskrivelig skørt. Det kan slet ikke beskrives med ord, men han er bare en ener som skal opleves. Jeg håber virkelig, at jeg kan besøge hans hotel igen en dag, for trods de skeptiske tanker i starten, var det en utrolig positiv og underholdende oplevelse! I Puerto Escondido tilbragte vi alle dagtimer på stranden, efter mørkets frembrud hyggede vi os på hotellet, med en stor gruppe backpackere fra hele verden, og sluttede for det meste aftenerne af på strandbarerne. I weekenden var der desuden en kæmpe surfing-konkurrence, som vi dog ikke så meget af, men det var virkelig fedt at feste med så mange mennesker på stranden, da konkurrencen sluttede søndag aften.
Puerto Escondido er ikke rigtig et sted med en masse historie, arkitektur eller noget i den dur, så det var blot ren afslapning alle dage. Og det var fantastisk!
Pga. en helligdag mandag, havde jeg dagen fri, og havde derfor fået en billet hjem fra Puerto mandag aften. Troede jeg. Da jeg stod helt rejseklar med tunge tasker på skuldrene, fortæller den lille busmand mig, at min billet altså var til onsdag og ikke mandag. Hvor typisk er det ikke lige, at billetdamen havde lavet den kæmpe fejl, og at jeg selvfølgelig ikke havde tjekket det? Jeg kunne heldigvis få lavet min billet om gratis, men kunne ikke komme af sted før dagen efter. En ekstra dag ved stranden havde man ikke noget imod, men lidt stressende, når eksamen på UNAM nærmer sig. Jeg fik dog terpet en smule irregulære verber ved poolen, og mine klassekammerater kunne heldigvis fortælle mig, at jeg ikke rigtig var gået glip af noget.
Tirsdag kom jeg endelig med bussen, humøret var ikke helt i top, da jeg vidste at jeg gik 20 shitty timer alene i møde, og så havde jeg oven i købet scoret pladsen lige ved siden af toiletdøren. Mindre fedt.
Men jeg mødte nogle mexicanske fyre, som underholdte mig et godt stykke af vejen, og så var sædet ved siden af mig faktisk ledigt i alle 20 timer, hvilket jeg virkelig frydede mig over! Især fordi at jeg i de 8 timer fra MXC til Oaxaca City havde siddet ved siden af den tykkeste mexicaner jeg nogensinde har set, og jeg sad nærmest halvt på skødet af ham, fordi hans brede mås fyldte halvvejs over på mit sæde.
Det var kooooooooldt at komme tilbage til City! Sikkert ingenting ift. hvordan det bliver at komme hjem til DK i marts måned, men nej hvor jeg savner stranden! Til gengæld kan jeg se frem til 2 uger ved stranden fra 1. December, når jeg skal på turtlecamp ved Marquiela. Det bliver super godt, og næste weekend skal jeg til noget intromøde her i City, så der skulle jeg gerne blive lidt mere klog på, hvad det egentlig er jeg skal lave.De sidste par dage her i City har mest gået med at sove, chille med classmates, og så skal jeg desværre sige farvel til svenskeren i aften! :(
Ellers går jeg lidt og overvejer hvad dælen min mundtlige eksamen skal handle om? Jeg skal fortælle om et sted i Danmark, som er spændende at besøge, og det skal vare 15 minutter – og hermed er Mårslet udelukket! :)
Håber alt er godt i Danmark, var det noget med at i fik sne?
Sally
torsdag den 13. november 2008
Vamos a la playa
Jubii, endelig skal jeg til stranden! Imorgen efter skole kan jeg se frem til 14 timer i bus med mexicanske Itzel, som jeg mødte for nogle uger siden. Vi skal mødes med svenskeren, Gordana, som allerede er i staten Oaxaca, og altså kun et par timer fra stranden. Og det bliver såååååå godt! Vi skal til Puerto Escondido, som skulle være det ultimative surfersted, og ultimative slikke sol+bade+snorkle-sted, så jeg glææææder mig! Det bliver party,og jeg krydser fingre for at jeg ikke ligner en rød reje, når jeg kommer tilbage tirsdag morgen.
Puerto Escondido har super mange strande, små sjove butikker og et festligt natteliv, så det kan kun blive godt! På billedet er en af de mange dejlige strande :) Så mærkeligt at tænke på, at jeg ikke har set hav i 50 dage!
God weekend! - Sally
onsdag den 5. november 2008
Frisk luft - billeder
Tilhørende tekst - se længere nede.
Noget af det jeg elsker mest ved Mexico!
Opsprættede, tørrede fisk..
Shopping! Alt for mange fristelser!
Kiki fra Kina iført mexicansk cardigan og turist-kameraet.
Øen Janitzio by night.
ALT i friture! But why? Her små fisk fra søen som de gerne spiser med ketchup eller chilisauce. Jeg sagde pænt nej tak!
Udsigten fra pyramiderne i Tzintzuntzan.
Enjoying the view.
Kreativ dekoration på kirkegården - der er rent faktisk en grav under alt dette!
Noget af det jeg elsker mest ved Mexico!
Opsprættede, tørrede fisk..
Shopping! Alt for mange fristelser! På sejlturen fra Patzcuaro til Jainitzu var vi så heldige at sejle forbi nogle mexicanske fiskere, og fik demonstreret den traditionelle fiskemetode i Michoacan med KÆMPE net.
Kiki fra Kina iført mexicansk cardigan og turist-kameraet.
Øen Janitzio by night.
ALT i friture! But why? Her små fisk fra søen som de gerne spiser med ketchup eller chilisauce. Jeg sagde pænt nej tak!
Udsigten fra pyramiderne i Tzintzuntzan.
Enjoying the view.
Kreativ dekoration på kirkegården - der er rent faktisk en grav under alt dette!Sally
Frisk luft
Har haft en super weekend – 3 dage, 500 billeder.
Fredag tog jeg til en Halloweenfest – desværre fandt vi først ud af at det var en udklædningsfest, da vi stod på dørtrinnet. Men sjovt alligevel, og jeg nåede da også lige at få en times søvn hjemme, inden jeg skulle mødes med Kiki fra Kina ved busterminalen kl. 6. Planen var at tage til Patzcuaro i Michoacan, for at fejre Day of the Dead. Det skulle være det bedste sted i hele Mexico at fejre disse helligdage. Da vi ankom til busterminalen fik vi os noget af et chok – her i Mexico kan man nemlig ikke rigtig rejse med tog, så alle ty’r til busserne, hvilket resulterer i helvedes lange køer. Så da vi fandt ud af at vi faktisk skulle med det busselskab, som havde den korteste kø (måske en halvtimes tid), var vi ret så glade. Turen varede 5½ time hver vej, så det var en super mulighed for at indhente lidt søvn. Turen ud af Mexico City foregik med propper i ørerne gennem bjergene, men det var virkelig flot, og super dejligt for engang skyld at se andet end beton. Lidt sjovt med Kiki fra Kina, for kendte hende ikke rigtig, havde blot snakket lidt med hende på skolen, og så har vi lidt en fællesven. Det hele var meget spontant, men det viste sig at blive en rigtig god tur, selvom jeg til sidst var godt træt af hendes forfærdelige kinesiske accent når hun taler engelsk(alle ord smeltes sammen og krydres med lidt wing-tjang-wang-lyde).
Da vi kom frem til Patzcuaro tog vi ind til centrum, som havde et kæmpe marked, og tog derefter ud til Patzcuaro sø mod øen Janitzio, som skulle være det bedste (og desværre det mest kendte) sted at fejre Día de los Muertos. Da vi kom derud var der selvfølgelig virkelig mange turister, men alligvel var det et virkelig hyggeligt sted, og vi var rundt og se øens must-sees i anledning af disse helligdage – kirkegården, et kæmpe mexicansk show med traditionel sang, musik og dans. Da det blev mørkt – og overraskende koldt, fik vi et kæmpe problem. Vi var trætte og ville egentlig bare hurtigst muligt i seng, selvom øen blev forvandlet til et kæmpe partyparadis om aftenen. Problemet var lidt at øens 2 hoteller var fyldte, og fordi vi ikke gad at tage tilbage til Patzcuaro, for at tage ud til øerne igen dagen efter, fandt vi på at sidde på en døgnåben net-café hele natten. Planen var at den ene af os kunne nørde, mens den anden kunne sove ved siden af. Den rare net-café-mand fik dog ret så ondt af os, så han lånte os en gammel ildelugtende madras med tilhørende klamt tæppe, så vi kunne sove i hotellets gang, ved siden af et vindue uden ruder. SÅ KOLDT, men det gav os da lidt søvn, og vi vågnede lige i tide(cirka kl. lort) til at se solopgangen. Rigtig fint, men jeg må indrømme at jeg mange gange drømte mig hele vejen hjem til min dejlige, danske seng!
Lørdag blev vi lidt på øen, og tog derefter videre til nogle af byerne omkring søen, bl.a. så vi på pyramider i Tzintzuntzan(åbenbart kinesisk, så Kiki havde det vældig sjovt hver gang jeg prøvede at udtale det), tog på kunstmuseum og nød ellers at vi befandt os langt væk fra Mexico Citys os og larm. Det var virkelig sjovt at se, hvordan mexicanerne får brugt deres farverige kreativitet i forbindelse med sådanne helligdage – jeg fik taget en masse billeder, men noget gennemgående ved gravene var utallige orange blomster, kæmpe lys, billeder, frugt, mad og drikke som afdøde specielt godt kunne lide - bl.a. var Coca Cola og Tequila virkelig populært i denne kategori. Traditionen er, at afdødes familie sidder ved graven hele natten, for at holde liv i lys mm. Lørdag aften er for børnene, mens søndag aften er for voksne. Jeg frygtede lidt, at de nogle steder ville pynte vildt op, og gøre et stort nummer ud af det blot for at tiltrække turister, men det virkede oprigtigt som noget betydningsfuldt for mexicanerne – heldigvis.
Kiki er en virkelig eventyrlysten person, og var med på at prøve alt mulig lokalt mad og drikke, såsom tacos med indhold vi virkelig aldrig fandt ud af hvad var (skræmmende, men det smagte godt), chili-is og kaktus-frugter. Vi var begge virkelig trætte, så brugte også en del tid på at chille i en park med flot udsigt til søen og bjergene, og jeg fik da også lidt tid til at arbejde på min tan. Dog fornemmer jeg lidt, at jeg må være tålmodig hvad det angår.
Vi tog en bus hjem sent på eftermiddagen, og ankom til City lige i tide til at hoppe på aftenens sidste metro. Mandag og tirsdag gik med at sove + læse til halvvejs-eksamenen i dag. Tror det gik fint, selvom græske Alexander uden grund fik gjort mig ret så nervøs i morges. Nu må vi se, resultatet er vigtigst for dem der skal læse videre på uni, men tror nu at det gik ganske fint!Ellers får jeg nydt godt af Mexicos billige sushi, og får virkelig udnyttet byens billige transportmidler(en tur i metro anywhere koster 1 kr), bl.a. var jeg i dag på Antropologisk Museum. SÅ fedt, og helt klart mit nye yndlingsmuseum. Desuden er det gratis for studerende, så det var med god samvittighed, at jeg blot nøjedes med at se halvdelen i dag, for det tager virkelig mange timer at se det hele!
Min økonomi nyder virkelig godt af mexicanernes dårlige matematiske evner – bl.a. var jeg hos syersken den anden dag, og da jeg skulle betale de 180 pesos, gav jeg hende 200, og fik 160 igen. Havde jeg ikke noget imod.
Desværre er jeg bange for at det kan ses på min mave, at jeg er flyttet til Mexico. Haha men hvordan kan det undgås, når der virkelig er mad-boder over det hele? Det er heldigvis ikke så galt endnu :-) og jeg gør mig meget umage med ikke at overtage den mexicanske livsstil, med ALTID at komme for sent, ALTID have noget spiseligt i hånd eller mund + ALTID at gøre alting ekstra langsomt(min tålmodighed – eller nærmere mangel på samme, bliver dagligt sat på prøve!).
I går var der et kæmpe uheld her i City. Fordi at lufthavnen ligger ret så centralt, har jeg efterhånden vænnet mig til store flyvemaskiner der flyver nærmest lige over hovedet på en. Så jeg er ret så glad for, at jeg ikke befandt mig i Polanco i går, da et privatfly med 9 personer styrtede ned midt i bydelen. Tror omkring 20 biler eksploderede, mens alle i flyet døde + måske 100 folk på gaden. En af passagererne var den mexicanske præsidents højre hånd, så alle mener at det var en form for terror, men regeringen gør selvfølgelig alt hvad de kan for at skjule at det overhovedet skete. Skræmmende!
Tilhørende billeder er det nyeste indlæg.
Tid til at lave lidt aftensmad, skal mødes med Uli fra Østrig senere - vi skal til en filmfestival her i City.
Best wishes til dejlige Danmark. Jeg savner jer og lakrids-isen rigtig meget!
Sally
Fredag tog jeg til en Halloweenfest – desværre fandt vi først ud af at det var en udklædningsfest, da vi stod på dørtrinnet. Men sjovt alligevel, og jeg nåede da også lige at få en times søvn hjemme, inden jeg skulle mødes med Kiki fra Kina ved busterminalen kl. 6. Planen var at tage til Patzcuaro i Michoacan, for at fejre Day of the Dead. Det skulle være det bedste sted i hele Mexico at fejre disse helligdage. Da vi ankom til busterminalen fik vi os noget af et chok – her i Mexico kan man nemlig ikke rigtig rejse med tog, så alle ty’r til busserne, hvilket resulterer i helvedes lange køer. Så da vi fandt ud af at vi faktisk skulle med det busselskab, som havde den korteste kø (måske en halvtimes tid), var vi ret så glade. Turen varede 5½ time hver vej, så det var en super mulighed for at indhente lidt søvn. Turen ud af Mexico City foregik med propper i ørerne gennem bjergene, men det var virkelig flot, og super dejligt for engang skyld at se andet end beton. Lidt sjovt med Kiki fra Kina, for kendte hende ikke rigtig, havde blot snakket lidt med hende på skolen, og så har vi lidt en fællesven. Det hele var meget spontant, men det viste sig at blive en rigtig god tur, selvom jeg til sidst var godt træt af hendes forfærdelige kinesiske accent når hun taler engelsk(alle ord smeltes sammen og krydres med lidt wing-tjang-wang-lyde).
Da vi kom frem til Patzcuaro tog vi ind til centrum, som havde et kæmpe marked, og tog derefter ud til Patzcuaro sø mod øen Janitzio, som skulle være det bedste (og desværre det mest kendte) sted at fejre Día de los Muertos. Da vi kom derud var der selvfølgelig virkelig mange turister, men alligvel var det et virkelig hyggeligt sted, og vi var rundt og se øens must-sees i anledning af disse helligdage – kirkegården, et kæmpe mexicansk show med traditionel sang, musik og dans. Da det blev mørkt – og overraskende koldt, fik vi et kæmpe problem. Vi var trætte og ville egentlig bare hurtigst muligt i seng, selvom øen blev forvandlet til et kæmpe partyparadis om aftenen. Problemet var lidt at øens 2 hoteller var fyldte, og fordi vi ikke gad at tage tilbage til Patzcuaro, for at tage ud til øerne igen dagen efter, fandt vi på at sidde på en døgnåben net-café hele natten. Planen var at den ene af os kunne nørde, mens den anden kunne sove ved siden af. Den rare net-café-mand fik dog ret så ondt af os, så han lånte os en gammel ildelugtende madras med tilhørende klamt tæppe, så vi kunne sove i hotellets gang, ved siden af et vindue uden ruder. SÅ KOLDT, men det gav os da lidt søvn, og vi vågnede lige i tide(cirka kl. lort) til at se solopgangen. Rigtig fint, men jeg må indrømme at jeg mange gange drømte mig hele vejen hjem til min dejlige, danske seng!
Lørdag blev vi lidt på øen, og tog derefter videre til nogle af byerne omkring søen, bl.a. så vi på pyramider i Tzintzuntzan(åbenbart kinesisk, så Kiki havde det vældig sjovt hver gang jeg prøvede at udtale det), tog på kunstmuseum og nød ellers at vi befandt os langt væk fra Mexico Citys os og larm. Det var virkelig sjovt at se, hvordan mexicanerne får brugt deres farverige kreativitet i forbindelse med sådanne helligdage – jeg fik taget en masse billeder, men noget gennemgående ved gravene var utallige orange blomster, kæmpe lys, billeder, frugt, mad og drikke som afdøde specielt godt kunne lide - bl.a. var Coca Cola og Tequila virkelig populært i denne kategori. Traditionen er, at afdødes familie sidder ved graven hele natten, for at holde liv i lys mm. Lørdag aften er for børnene, mens søndag aften er for voksne. Jeg frygtede lidt, at de nogle steder ville pynte vildt op, og gøre et stort nummer ud af det blot for at tiltrække turister, men det virkede oprigtigt som noget betydningsfuldt for mexicanerne – heldigvis.
Kiki er en virkelig eventyrlysten person, og var med på at prøve alt mulig lokalt mad og drikke, såsom tacos med indhold vi virkelig aldrig fandt ud af hvad var (skræmmende, men det smagte godt), chili-is og kaktus-frugter. Vi var begge virkelig trætte, så brugte også en del tid på at chille i en park med flot udsigt til søen og bjergene, og jeg fik da også lidt tid til at arbejde på min tan. Dog fornemmer jeg lidt, at jeg må være tålmodig hvad det angår.
Vi tog en bus hjem sent på eftermiddagen, og ankom til City lige i tide til at hoppe på aftenens sidste metro. Mandag og tirsdag gik med at sove + læse til halvvejs-eksamenen i dag. Tror det gik fint, selvom græske Alexander uden grund fik gjort mig ret så nervøs i morges. Nu må vi se, resultatet er vigtigst for dem der skal læse videre på uni, men tror nu at det gik ganske fint!Ellers får jeg nydt godt af Mexicos billige sushi, og får virkelig udnyttet byens billige transportmidler(en tur i metro anywhere koster 1 kr), bl.a. var jeg i dag på Antropologisk Museum. SÅ fedt, og helt klart mit nye yndlingsmuseum. Desuden er det gratis for studerende, så det var med god samvittighed, at jeg blot nøjedes med at se halvdelen i dag, for det tager virkelig mange timer at se det hele!
Min økonomi nyder virkelig godt af mexicanernes dårlige matematiske evner – bl.a. var jeg hos syersken den anden dag, og da jeg skulle betale de 180 pesos, gav jeg hende 200, og fik 160 igen. Havde jeg ikke noget imod.
Desværre er jeg bange for at det kan ses på min mave, at jeg er flyttet til Mexico. Haha men hvordan kan det undgås, når der virkelig er mad-boder over det hele? Det er heldigvis ikke så galt endnu :-) og jeg gør mig meget umage med ikke at overtage den mexicanske livsstil, med ALTID at komme for sent, ALTID have noget spiseligt i hånd eller mund + ALTID at gøre alting ekstra langsomt(min tålmodighed – eller nærmere mangel på samme, bliver dagligt sat på prøve!).
I går var der et kæmpe uheld her i City. Fordi at lufthavnen ligger ret så centralt, har jeg efterhånden vænnet mig til store flyvemaskiner der flyver nærmest lige over hovedet på en. Så jeg er ret så glad for, at jeg ikke befandt mig i Polanco i går, da et privatfly med 9 personer styrtede ned midt i bydelen. Tror omkring 20 biler eksploderede, mens alle i flyet døde + måske 100 folk på gaden. En af passagererne var den mexicanske præsidents højre hånd, så alle mener at det var en form for terror, men regeringen gør selvfølgelig alt hvad de kan for at skjule at det overhovedet skete. Skræmmende!
Tilhørende billeder er det nyeste indlæg.
Tid til at lave lidt aftensmad, skal mødes med Uli fra Østrig senere - vi skal til en filmfestival her i City.
Best wishes til dejlige Danmark. Jeg savner jer og lakrids-isen rigtig meget!
Sally
torsdag den 30. oktober 2008
Day of the Dead på uni
Día de los Muertos er en helligdag som mexicanerne går virkelig meget op i! Traditionen går ud på at samle familien for at bede, samt bygge et alter for at mindes afdøde familiemedlemmer. Alteret kan pyntes med alt fra grene til slik - altsammen i dødningehovedform, og det er helt vanvittigt hvordan man virkelig kan få ALT med dødningehoveder i denne tid. Den rigtige fest finder sted 1. og 2. november, hvor mexicanerne 'fester' ved gravpladserne.
Vi var til en lille smagsprøve på uni idag, ganske underholdende at se de mange udstillinger! :-)
lørdag den 25. oktober 2008
Afternoons
Nyder udsigten fra Mexico's første skyskraber.
Chapultepec park Egentlig vilderen at tænke på, at jeg nu har været i Mexico i en måned! Mere vilderen at nogle af os næsten blev anholdt for at drikke øl på gaden. Så er Danmark virkelig langt væk!
Uni-start
As usual er der sket meget siden sidst. Til indskrivningen på universitetet sidste tirsdag, må jeg indrømme at jeg blev ret så skræmt. I køen til spansk-samtalen, som skulle vurdere ens niveau, var jeg kun omgivet af MEGET gamle, gråhårede mænd med så mange rynker, så jeg frygtede virkelig for hvilken tid jeg gik i møde. Men da jeg trådte ind i min klasse torsdag morgen, blev jeg heldigvis mødt af et andet syn – mange (unge!) rare mennesker fra bl.a. Indonesien, Korea, Grækenland, Frankrig, Congo, Østrig og Kina. En flok som vil det sociale lige så meget som det faglige, så det kunne ikke være meget bedre.
Noget ret så anderledes er det ekstra obligatoriske fag på skolen; SALSA! En times tid hver eftermiddag, som bl.a. har resulteret i min blå og nu halvmisformede tå, efter en svedig asian guy blev ved med at træde på den. Men det er nu meget sjovt, og selvfølgelig også en god måde at møde elever fra de andre klasser.
Skolestart skulle selvfølgelig fejres med en bytur, og selvom vi endte på en klub for rige brats, efter besøg på bl.a. irish pub og de lokales bar, var det nu ret så sjovt, og med så mange gode hændelser og grineren mennesker som var det et DISAL-eventyr! Søndag tog vi til det største marked i Mexico City – La Lagunilla, hvor vi spiste grillede majs i ægte mexi-stil og for vild i brudekjoler, kæmpe-masker samt alt for mange falske Diesel-jeans. Ellers er dagene bl.a. gået med skole til kl. 14 hver dag, en tur til Chapultepec-park, hvilket var et forsøg på at nyde en gratis zoologisk fornøjelse, men det var selvfølgelig lukket da vi ankom. Torsdag tog vi til Polanco ; mexicansk shopping-paradis, hvor vi desuden fandt den bedste butik med italiensk is som var SÅÅÅ lækkert (prikken over i’et havde selvfølgelig været lakrids-isen, men så heldige var vi ikke i denne omgang)! Vores mexi-ven havde inviteret os til en fest i anledning af mexicansk fashion week + der var en fest på sprogskolen hvilket betød at hverdagsaftenen blev lidt for vild, men jeg nåede da jeg hjem et par timer inden jeg skulle i skole. Desværre må jeg åbenbart søvndrukken ha’ slukket min alarm, for jeg vågnede først kl 14 dagen efter – lige som jeg ville ha’ fået fri fra min salsatime. Hovsa.
Fredag tog jeg med nogle fra min nye klasse ind til et super fedt arrangement downtown, hvor de viste en mexicansk film fra 50’erne på præcist det samme sted den blev filmet. Virkelig fint og super hyggeligt, og jeg sluttede aftenen af med en fødselsdagsfest for min gamle spansklærer, som blev holdt på sprogskolen.
Jeg nyder virkelig friheden, og elsker at bo i en by hvor der altid sker noget for enhver smag! På torsdag er der et arrangement på uni i anledning af Day of the Dead, som er noget mexicanere går virkelig meget op i, så jeg er sikker på at det bliver en kæmpe oplevelse at overvære. Fredag er jeg inviteret til fødselsdagsfest hos en franskmand fra uni, og ellers håber jeg lidt at weekenden kan blive en anledning til at komme lidt ud af City.
Ellers er planen at tage til Californien i juledagene, og så glæder jeg mig meget til at få besøg af Minne og Nes fra sidst i december og et par uger frem, JUBII!! :)
Min skole slutter 1.december, så jeg har lidt rejsetid inden jeg tager til Californien, og jeg overvejer alt fra turtlecamp her i Mexico (frivilligt arbejde, hvor man hjælper skildpadder til en god start på tilværelsen), til et 2-ugers ophold i Buenos Aires. Men nu må vi se..
Sally
Noget ret så anderledes er det ekstra obligatoriske fag på skolen; SALSA! En times tid hver eftermiddag, som bl.a. har resulteret i min blå og nu halvmisformede tå, efter en svedig asian guy blev ved med at træde på den. Men det er nu meget sjovt, og selvfølgelig også en god måde at møde elever fra de andre klasser.
Skolestart skulle selvfølgelig fejres med en bytur, og selvom vi endte på en klub for rige brats, efter besøg på bl.a. irish pub og de lokales bar, var det nu ret så sjovt, og med så mange gode hændelser og grineren mennesker som var det et DISAL-eventyr! Søndag tog vi til det største marked i Mexico City – La Lagunilla, hvor vi spiste grillede majs i ægte mexi-stil og for vild i brudekjoler, kæmpe-masker samt alt for mange falske Diesel-jeans. Ellers er dagene bl.a. gået med skole til kl. 14 hver dag, en tur til Chapultepec-park, hvilket var et forsøg på at nyde en gratis zoologisk fornøjelse, men det var selvfølgelig lukket da vi ankom. Torsdag tog vi til Polanco ; mexicansk shopping-paradis, hvor vi desuden fandt den bedste butik med italiensk is som var SÅÅÅ lækkert (prikken over i’et havde selvfølgelig været lakrids-isen, men så heldige var vi ikke i denne omgang)! Vores mexi-ven havde inviteret os til en fest i anledning af mexicansk fashion week + der var en fest på sprogskolen hvilket betød at hverdagsaftenen blev lidt for vild, men jeg nåede da jeg hjem et par timer inden jeg skulle i skole. Desværre må jeg åbenbart søvndrukken ha’ slukket min alarm, for jeg vågnede først kl 14 dagen efter – lige som jeg ville ha’ fået fri fra min salsatime. Hovsa.
Fredag tog jeg med nogle fra min nye klasse ind til et super fedt arrangement downtown, hvor de viste en mexicansk film fra 50’erne på præcist det samme sted den blev filmet. Virkelig fint og super hyggeligt, og jeg sluttede aftenen af med en fødselsdagsfest for min gamle spansklærer, som blev holdt på sprogskolen.
Jeg nyder virkelig friheden, og elsker at bo i en by hvor der altid sker noget for enhver smag! På torsdag er der et arrangement på uni i anledning af Day of the Dead, som er noget mexicanere går virkelig meget op i, så jeg er sikker på at det bliver en kæmpe oplevelse at overvære. Fredag er jeg inviteret til fødselsdagsfest hos en franskmand fra uni, og ellers håber jeg lidt at weekenden kan blive en anledning til at komme lidt ud af City.
Ellers er planen at tage til Californien i juledagene, og så glæder jeg mig meget til at få besøg af Minne og Nes fra sidst i december og et par uger frem, JUBII!! :)
Min skole slutter 1.december, så jeg har lidt rejsetid inden jeg tager til Californien, og jeg overvejer alt fra turtlecamp her i Mexico (frivilligt arbejde, hvor man hjælper skildpadder til en god start på tilværelsen), til et 2-ugers ophold i Buenos Aires. Men nu må vi se..
Sally
tirsdag den 14. oktober 2008
Kontakt
Min adresse:
Africa 10, casa 4.
La Conchita, Coyoacán
Mexico D. F.
Mexico
Mit mexi-mobilnr:
552304-4109
Min Skype:
Sally.teresa.gregersen
Min mail-adresse:
Sallyteresa@live.dk
Sally
Africa 10, casa 4.
La Conchita, Coyoacán
Mexico D. F.
Mexico
Mit mexi-mobilnr:
552304-4109
Min Skype:
Sally.teresa.gregersen
Min mail-adresse:
Sallyteresa@live.dk
Sally
Abonner på:
Opslag (Atom)