Igår havde jeg sidste eksamen på uni, og er nu nået til næste spændende punkt i mine rejseplaner. Jeg kommer helt sikkert til at savne hverdagen på UNAM og mine klassekammerater, men vi har allerede lavet gensynsplaner:) Vi har snakket lidt om at lave en madaften, hvor alle skal lave lidt mad fra deres hjemlandskøkken, hvilket så vil blive en blanding af bl.a. koreansk, østrigsk, dansk, fransk, indonesisk, græsk og kinesisk. Kunne helt sikkert blive godt!
I dag var jeg bl.a. til møde med nogle af de andre frivillige til skildpaddelejren fra 1. - 15. december. Det lyder virkelig godt, og jeg glæder mig til at komme afsted imorgen! En koreansk pige og jeg var så heldige at få et lift med camp-lederen, istedet for busturen, og han har planlagt en interessant tur, hvor vi blandt andet vil blive nogle timer i nogle af byerne vi kører igennem. Det skal helt sikkert nok blive spændende, og 1000000 gange bedre end at sidde i en bus i 10 stive timer. Da det kun var ca 1/4 af de frivillige som rent faktisk mødte op til intromødet, fordi resten vist havde nogle busproblemer, fik jeg faktisk kun mødt de asians der skal med. De virkede fine, men jeg glæder mig rigtig rigtig rigtig rigtig meget til at møde resten af flokken, da jeg virkelig har fået nok af den der wing-tjang-wang-accent. Måske lidt svært at forklare, men de var virkelig bare over det hele på uni også, så nu trænger jeg for alvor til et pusterum! VIMEX-manden fortalte at resten bl.a. er fra New Zealand, Rusland og Schweiz, og ellers virker vores unge mexicanske holdledere super friske, så er sikker på at det bliver 2 gode uger!
Arbejdet på turtlecamp'en vil primært være fra kl 22 -3 eller 4 ca., hvor vi skal gå på strandene og samle æg. De fortalte at december faktisk er den gode måned at komme afsted, for hvis man har heldet med sig, spotter man muligvis den største skildpaddeart lægge æg- og den er virkelig kæmpe: ca. 2,5 m og vejer omkring 250 kg! VIMEX-manden fortalte at han næsten græd, første gang han så det. Muhahah det kan man ikke tage seriøst, når det kommer fra en mand på mindst 45.
Om dagen er der heldigvis ikke så meget arbejde til os, udover at man nogle eftermiddage kan blive sat til at rydde stranden: fjerne alt der kan ligge i vejen for de små skildpadder - som f.eks. kokosnødder, grene osv. Lidt stenet, men om formiddagen har vi så til gengæld fri, fordi der er omkring de 32(!!!!!!!) grader, og dermed for varmt til at man kan foretage sig andet end at chille ved strandkanten. Når vi arbejder om natten er der vist omkring de 26 grader, så det er ganske rart.
Angående chilning ved stranden fortalte de desuden at "hajerne er hele 10 km væk", hvilket jeg mener er skræmmende tæt på! De har dog en lille sikkerhedsregel om, at hvis nogen bader, skal der altid stå en ved vandkanten og holde øje - just in case.
Vi skal bo i telte, og det hele ved lejren er generelt ret primitivt som f.eks. udendørs bad og ikke rigtig andet lys end fra månen efter solnedgang. Men det skal helt sikkert nok blive en kæmpe oplevelse - håber også at kunne tage nogle gode billeder af de søde små dyr:)
De viste os forresten nogle videoer på youtube, for at give os en idé om hvordan stedet + arbejdet er - hvis i har lyst til at se dem, skal i bare skrive "vimex" i søgefeltet.
Byen Marquelia er et bette sted, og bliver den ultimative afvænning fra storbyens os og larm. Der er sikkert ikke en netcafé, men tror at der bliver mulighed for at drage mod en større by næste weekend. Ellers er jeg tilbage i City den 15. december. Hvis der skal skypes farvel, skal det være 'min' imorgen tidlig - først på eftermiddagen hos jer.
Hyggehejsa!
Og til den kære mor som fór vild på youtube:
Filmene er lavet på spansk af en franskmand, som var på samme turtlecamp sidste år(ham den gamle er den 'professionelle', som skal lære os det mere teorietiske);
http://www.youtube.com/watch?v=ez9h-UFZ3Gc
http://www.youtube.com/watch?v=bs3pqjeLJ-0&feature=related
http://www.youtube.com/watch?v=CUIl7QsAqYs&feature=related
lørdag den 29. november 2008
tirsdag den 25. november 2008
Nyt nr.
Øvøv, jeg har desværre mistet min tlf efter en tur i metroen. Jeg er ret sikker på at jeg ikke har glemt den nogen steder, så jeg er ret sur på den lille, lede mexicaner der har stjålet den. Men shit happens, og jeg har købt en ny.
Mit nye nr er: 551 593 9574 .
Desværre har jeg jo også mistet alle tlf-numre, men jeg vil blive rigtig glad for en lille jule- eller nytårs-sms;) Jeg er dog ikke helt sikker på hvad der skal foran, hvis der overhovedet skal noget foran? Det må undersøges.
Håber i har det dejligt.
Sally
Mit nye nr er: 551 593 9574 .
Desværre har jeg jo også mistet alle tlf-numre, men jeg vil blive rigtig glad for en lille jule- eller nytårs-sms;) Jeg er dog ikke helt sikker på hvad der skal foran, hvis der overhovedet skal noget foran? Det må undersøges.
Håber i har det dejligt.
Sally
lørdag den 22. november 2008
Dagene ved stranden var det bedste!
Lige før afgang fredag aflyste mexicaneren, så jeg drog alene mod Oaxaca City. Kl. 3 lørdag morgen var jeg fremme, og ret så død efter de 7-8 timer i bus, så jeg styrtede i seng med det samme, efter at have fået udleveret nøglen til Gordana’s(svenskeren) dorm. Jeg brugte nærmest en evighed på at komme ind, og da det endelig lykkedes, kunne jeg selvfølgelig ikke finde lyskontakten. Mens jeg ledte, smækkede døren bag mig, og pludselig rejste 8 mennesker sig op i deres senge – OMG jeg blev så bange! En led gammel tysker gryntede surt, da hun så at jeg ville tænde lyset, så jeg listede skræmt i seng i mørket. Så mærkeligt, og selvfølgelig var Gordana den eneste der ikke blev vækket af mit stunt.
Det hele var heldigvis meget bedre da vi vågnede lørdag formiddag, og vi havde en super god dag i Oaxaca City, som er en virkelig smuk by med en dejlig afslappet atmosfære. Efter en byvandring + lidt shopping på markedet + indkøb af Mezcal(lidt ligesom tequila) og oaxacansk ost, steg vi på bussen mod Puerto Escondido. Busturen var ganske frygtelig! Ren zigzag gennem bjergene, det var virkelig umuligt at falde i søvn, når ens krop hele tiden blev skubbet fra den ene side af sædet til den anden. Men det var heldigvis det hele værd – efter 9 timer var vi ved kysten, og jeg blev så glad da jeg så hav! Vi ankom kl 6 om morgenen, og vidste ikke helt hvad vi skulle gøre af os selv. Gordana havde fundet et hostel til os på nettet – Hotel Tower Bridge, og hotelejeren Steve havde lagt dørkoden ud på nettet, så vi lukkede os selv ind, hvilket virkelig kom bag på den skøre britte, som blev ved med at snakke om hvor safe hans hotel var. Men at skrive dørkoden på nettet, er vel egentlig det samme som at skrive den på selve døren? Ikke helt betryggende.
Vi fik et værelse ret hurtigt, og fik lige sovet et par timer inden vi tog mod stranden. Mens vi lå i det lumre værelse, kunne vi høre hvordan han gik og fortalte hotellets andre gæster om ’these beautiful girls from Sweden, spectacular spectacular, and they just suddenly showed up!’. Vi var virkelig skeptiske omkring om det her sted nu var OK, især fordi hotelejerens opførsel virkelig var noget for sig, men efter lidt tid fandt vi ud af, at han hverken var fuld eller skæv, men bare altid opførte sig ubeskrivelig skørt. Det kan slet ikke beskrives med ord, men han er bare en ener som skal opleves. Jeg håber virkelig, at jeg kan besøge hans hotel igen en dag, for trods de skeptiske tanker i starten, var det en utrolig positiv og underholdende oplevelse! I Puerto Escondido tilbragte vi alle dagtimer på stranden, efter mørkets frembrud hyggede vi os på hotellet, med en stor gruppe backpackere fra hele verden, og sluttede for det meste aftenerne af på strandbarerne. I weekenden var der desuden en kæmpe surfing-konkurrence, som vi dog ikke så meget af, men det var virkelig fedt at feste med så mange mennesker på stranden, da konkurrencen sluttede søndag aften.
Puerto Escondido er ikke rigtig et sted med en masse historie, arkitektur eller noget i den dur, så det var blot ren afslapning alle dage. Og det var fantastisk!
Pga. en helligdag mandag, havde jeg dagen fri, og havde derfor fået en billet hjem fra Puerto mandag aften. Troede jeg. Da jeg stod helt rejseklar med tunge tasker på skuldrene, fortæller den lille busmand mig, at min billet altså var til onsdag og ikke mandag. Hvor typisk er det ikke lige, at billetdamen havde lavet den kæmpe fejl, og at jeg selvfølgelig ikke havde tjekket det? Jeg kunne heldigvis få lavet min billet om gratis, men kunne ikke komme af sted før dagen efter. En ekstra dag ved stranden havde man ikke noget imod, men lidt stressende, når eksamen på UNAM nærmer sig. Jeg fik dog terpet en smule irregulære verber ved poolen, og mine klassekammerater kunne heldigvis fortælle mig, at jeg ikke rigtig var gået glip af noget.
Tirsdag kom jeg endelig med bussen, humøret var ikke helt i top, da jeg vidste at jeg gik 20 shitty timer alene i møde, og så havde jeg oven i købet scoret pladsen lige ved siden af toiletdøren. Mindre fedt.
Men jeg mødte nogle mexicanske fyre, som underholdte mig et godt stykke af vejen, og så var sædet ved siden af mig faktisk ledigt i alle 20 timer, hvilket jeg virkelig frydede mig over! Især fordi at jeg i de 8 timer fra MXC til Oaxaca City havde siddet ved siden af den tykkeste mexicaner jeg nogensinde har set, og jeg sad nærmest halvt på skødet af ham, fordi hans brede mås fyldte halvvejs over på mit sæde.
Det var kooooooooldt at komme tilbage til City! Sikkert ingenting ift. hvordan det bliver at komme hjem til DK i marts måned, men nej hvor jeg savner stranden! Til gengæld kan jeg se frem til 2 uger ved stranden fra 1. December, når jeg skal på turtlecamp ved Marquiela. Det bliver super godt, og næste weekend skal jeg til noget intromøde her i City, så der skulle jeg gerne blive lidt mere klog på, hvad det egentlig er jeg skal lave.De sidste par dage her i City har mest gået med at sove, chille med classmates, og så skal jeg desværre sige farvel til svenskeren i aften! :(
Ellers går jeg lidt og overvejer hvad dælen min mundtlige eksamen skal handle om? Jeg skal fortælle om et sted i Danmark, som er spændende at besøge, og det skal vare 15 minutter – og hermed er Mårslet udelukket! :)
Håber alt er godt i Danmark, var det noget med at i fik sne?
Sally
Det hele var heldigvis meget bedre da vi vågnede lørdag formiddag, og vi havde en super god dag i Oaxaca City, som er en virkelig smuk by med en dejlig afslappet atmosfære. Efter en byvandring + lidt shopping på markedet + indkøb af Mezcal(lidt ligesom tequila) og oaxacansk ost, steg vi på bussen mod Puerto Escondido. Busturen var ganske frygtelig! Ren zigzag gennem bjergene, det var virkelig umuligt at falde i søvn, når ens krop hele tiden blev skubbet fra den ene side af sædet til den anden. Men det var heldigvis det hele værd – efter 9 timer var vi ved kysten, og jeg blev så glad da jeg så hav! Vi ankom kl 6 om morgenen, og vidste ikke helt hvad vi skulle gøre af os selv. Gordana havde fundet et hostel til os på nettet – Hotel Tower Bridge, og hotelejeren Steve havde lagt dørkoden ud på nettet, så vi lukkede os selv ind, hvilket virkelig kom bag på den skøre britte, som blev ved med at snakke om hvor safe hans hotel var. Men at skrive dørkoden på nettet, er vel egentlig det samme som at skrive den på selve døren? Ikke helt betryggende.
Vi fik et værelse ret hurtigt, og fik lige sovet et par timer inden vi tog mod stranden. Mens vi lå i det lumre værelse, kunne vi høre hvordan han gik og fortalte hotellets andre gæster om ’these beautiful girls from Sweden, spectacular spectacular, and they just suddenly showed up!’. Vi var virkelig skeptiske omkring om det her sted nu var OK, især fordi hotelejerens opførsel virkelig var noget for sig, men efter lidt tid fandt vi ud af, at han hverken var fuld eller skæv, men bare altid opførte sig ubeskrivelig skørt. Det kan slet ikke beskrives med ord, men han er bare en ener som skal opleves. Jeg håber virkelig, at jeg kan besøge hans hotel igen en dag, for trods de skeptiske tanker i starten, var det en utrolig positiv og underholdende oplevelse! I Puerto Escondido tilbragte vi alle dagtimer på stranden, efter mørkets frembrud hyggede vi os på hotellet, med en stor gruppe backpackere fra hele verden, og sluttede for det meste aftenerne af på strandbarerne. I weekenden var der desuden en kæmpe surfing-konkurrence, som vi dog ikke så meget af, men det var virkelig fedt at feste med så mange mennesker på stranden, da konkurrencen sluttede søndag aften.
Puerto Escondido er ikke rigtig et sted med en masse historie, arkitektur eller noget i den dur, så det var blot ren afslapning alle dage. Og det var fantastisk!
Pga. en helligdag mandag, havde jeg dagen fri, og havde derfor fået en billet hjem fra Puerto mandag aften. Troede jeg. Da jeg stod helt rejseklar med tunge tasker på skuldrene, fortæller den lille busmand mig, at min billet altså var til onsdag og ikke mandag. Hvor typisk er det ikke lige, at billetdamen havde lavet den kæmpe fejl, og at jeg selvfølgelig ikke havde tjekket det? Jeg kunne heldigvis få lavet min billet om gratis, men kunne ikke komme af sted før dagen efter. En ekstra dag ved stranden havde man ikke noget imod, men lidt stressende, når eksamen på UNAM nærmer sig. Jeg fik dog terpet en smule irregulære verber ved poolen, og mine klassekammerater kunne heldigvis fortælle mig, at jeg ikke rigtig var gået glip af noget.
Tirsdag kom jeg endelig med bussen, humøret var ikke helt i top, da jeg vidste at jeg gik 20 shitty timer alene i møde, og så havde jeg oven i købet scoret pladsen lige ved siden af toiletdøren. Mindre fedt.
Men jeg mødte nogle mexicanske fyre, som underholdte mig et godt stykke af vejen, og så var sædet ved siden af mig faktisk ledigt i alle 20 timer, hvilket jeg virkelig frydede mig over! Især fordi at jeg i de 8 timer fra MXC til Oaxaca City havde siddet ved siden af den tykkeste mexicaner jeg nogensinde har set, og jeg sad nærmest halvt på skødet af ham, fordi hans brede mås fyldte halvvejs over på mit sæde.
Det var kooooooooldt at komme tilbage til City! Sikkert ingenting ift. hvordan det bliver at komme hjem til DK i marts måned, men nej hvor jeg savner stranden! Til gengæld kan jeg se frem til 2 uger ved stranden fra 1. December, når jeg skal på turtlecamp ved Marquiela. Det bliver super godt, og næste weekend skal jeg til noget intromøde her i City, så der skulle jeg gerne blive lidt mere klog på, hvad det egentlig er jeg skal lave.De sidste par dage her i City har mest gået med at sove, chille med classmates, og så skal jeg desværre sige farvel til svenskeren i aften! :(
Ellers går jeg lidt og overvejer hvad dælen min mundtlige eksamen skal handle om? Jeg skal fortælle om et sted i Danmark, som er spændende at besøge, og det skal vare 15 minutter – og hermed er Mårslet udelukket! :)
Håber alt er godt i Danmark, var det noget med at i fik sne?
Sally
torsdag den 13. november 2008
Vamos a la playa
Jubii, endelig skal jeg til stranden! Imorgen efter skole kan jeg se frem til 14 timer i bus med mexicanske Itzel, som jeg mødte for nogle uger siden. Vi skal mødes med svenskeren, Gordana, som allerede er i staten Oaxaca, og altså kun et par timer fra stranden. Og det bliver såååååå godt! Vi skal til Puerto Escondido, som skulle være det ultimative surfersted, og ultimative slikke sol+bade+snorkle-sted, så jeg glææææder mig! Det bliver party,og jeg krydser fingre for at jeg ikke ligner en rød reje, når jeg kommer tilbage tirsdag morgen.
Puerto Escondido har super mange strande, små sjove butikker og et festligt natteliv, så det kan kun blive godt! På billedet er en af de mange dejlige strande :) Så mærkeligt at tænke på, at jeg ikke har set hav i 50 dage!
God weekend! - Sally
onsdag den 5. november 2008
Frisk luft - billeder
Tilhørende tekst - se længere nede.
Noget af det jeg elsker mest ved Mexico!
Opsprættede, tørrede fisk..
Shopping! Alt for mange fristelser!
Kiki fra Kina iført mexicansk cardigan og turist-kameraet.
Øen Janitzio by night.
ALT i friture! But why? Her små fisk fra søen som de gerne spiser med ketchup eller chilisauce. Jeg sagde pænt nej tak!
Udsigten fra pyramiderne i Tzintzuntzan.
Enjoying the view.
Kreativ dekoration på kirkegården - der er rent faktisk en grav under alt dette!
Noget af det jeg elsker mest ved Mexico!
Opsprættede, tørrede fisk..
Shopping! Alt for mange fristelser! På sejlturen fra Patzcuaro til Jainitzu var vi så heldige at sejle forbi nogle mexicanske fiskere, og fik demonstreret den traditionelle fiskemetode i Michoacan med KÆMPE net.
Kiki fra Kina iført mexicansk cardigan og turist-kameraet.
Øen Janitzio by night.
ALT i friture! But why? Her små fisk fra søen som de gerne spiser med ketchup eller chilisauce. Jeg sagde pænt nej tak!
Udsigten fra pyramiderne i Tzintzuntzan.
Enjoying the view.
Kreativ dekoration på kirkegården - der er rent faktisk en grav under alt dette!Sally
Frisk luft
Har haft en super weekend – 3 dage, 500 billeder.
Fredag tog jeg til en Halloweenfest – desværre fandt vi først ud af at det var en udklædningsfest, da vi stod på dørtrinnet. Men sjovt alligevel, og jeg nåede da også lige at få en times søvn hjemme, inden jeg skulle mødes med Kiki fra Kina ved busterminalen kl. 6. Planen var at tage til Patzcuaro i Michoacan, for at fejre Day of the Dead. Det skulle være det bedste sted i hele Mexico at fejre disse helligdage. Da vi ankom til busterminalen fik vi os noget af et chok – her i Mexico kan man nemlig ikke rigtig rejse med tog, så alle ty’r til busserne, hvilket resulterer i helvedes lange køer. Så da vi fandt ud af at vi faktisk skulle med det busselskab, som havde den korteste kø (måske en halvtimes tid), var vi ret så glade. Turen varede 5½ time hver vej, så det var en super mulighed for at indhente lidt søvn. Turen ud af Mexico City foregik med propper i ørerne gennem bjergene, men det var virkelig flot, og super dejligt for engang skyld at se andet end beton. Lidt sjovt med Kiki fra Kina, for kendte hende ikke rigtig, havde blot snakket lidt med hende på skolen, og så har vi lidt en fællesven. Det hele var meget spontant, men det viste sig at blive en rigtig god tur, selvom jeg til sidst var godt træt af hendes forfærdelige kinesiske accent når hun taler engelsk(alle ord smeltes sammen og krydres med lidt wing-tjang-wang-lyde).
Da vi kom frem til Patzcuaro tog vi ind til centrum, som havde et kæmpe marked, og tog derefter ud til Patzcuaro sø mod øen Janitzio, som skulle være det bedste (og desværre det mest kendte) sted at fejre Día de los Muertos. Da vi kom derud var der selvfølgelig virkelig mange turister, men alligvel var det et virkelig hyggeligt sted, og vi var rundt og se øens must-sees i anledning af disse helligdage – kirkegården, et kæmpe mexicansk show med traditionel sang, musik og dans. Da det blev mørkt – og overraskende koldt, fik vi et kæmpe problem. Vi var trætte og ville egentlig bare hurtigst muligt i seng, selvom øen blev forvandlet til et kæmpe partyparadis om aftenen. Problemet var lidt at øens 2 hoteller var fyldte, og fordi vi ikke gad at tage tilbage til Patzcuaro, for at tage ud til øerne igen dagen efter, fandt vi på at sidde på en døgnåben net-café hele natten. Planen var at den ene af os kunne nørde, mens den anden kunne sove ved siden af. Den rare net-café-mand fik dog ret så ondt af os, så han lånte os en gammel ildelugtende madras med tilhørende klamt tæppe, så vi kunne sove i hotellets gang, ved siden af et vindue uden ruder. SÅ KOLDT, men det gav os da lidt søvn, og vi vågnede lige i tide(cirka kl. lort) til at se solopgangen. Rigtig fint, men jeg må indrømme at jeg mange gange drømte mig hele vejen hjem til min dejlige, danske seng!
Lørdag blev vi lidt på øen, og tog derefter videre til nogle af byerne omkring søen, bl.a. så vi på pyramider i Tzintzuntzan(åbenbart kinesisk, så Kiki havde det vældig sjovt hver gang jeg prøvede at udtale det), tog på kunstmuseum og nød ellers at vi befandt os langt væk fra Mexico Citys os og larm. Det var virkelig sjovt at se, hvordan mexicanerne får brugt deres farverige kreativitet i forbindelse med sådanne helligdage – jeg fik taget en masse billeder, men noget gennemgående ved gravene var utallige orange blomster, kæmpe lys, billeder, frugt, mad og drikke som afdøde specielt godt kunne lide - bl.a. var Coca Cola og Tequila virkelig populært i denne kategori. Traditionen er, at afdødes familie sidder ved graven hele natten, for at holde liv i lys mm. Lørdag aften er for børnene, mens søndag aften er for voksne. Jeg frygtede lidt, at de nogle steder ville pynte vildt op, og gøre et stort nummer ud af det blot for at tiltrække turister, men det virkede oprigtigt som noget betydningsfuldt for mexicanerne – heldigvis.
Kiki er en virkelig eventyrlysten person, og var med på at prøve alt mulig lokalt mad og drikke, såsom tacos med indhold vi virkelig aldrig fandt ud af hvad var (skræmmende, men det smagte godt), chili-is og kaktus-frugter. Vi var begge virkelig trætte, så brugte også en del tid på at chille i en park med flot udsigt til søen og bjergene, og jeg fik da også lidt tid til at arbejde på min tan. Dog fornemmer jeg lidt, at jeg må være tålmodig hvad det angår.
Vi tog en bus hjem sent på eftermiddagen, og ankom til City lige i tide til at hoppe på aftenens sidste metro. Mandag og tirsdag gik med at sove + læse til halvvejs-eksamenen i dag. Tror det gik fint, selvom græske Alexander uden grund fik gjort mig ret så nervøs i morges. Nu må vi se, resultatet er vigtigst for dem der skal læse videre på uni, men tror nu at det gik ganske fint!Ellers får jeg nydt godt af Mexicos billige sushi, og får virkelig udnyttet byens billige transportmidler(en tur i metro anywhere koster 1 kr), bl.a. var jeg i dag på Antropologisk Museum. SÅ fedt, og helt klart mit nye yndlingsmuseum. Desuden er det gratis for studerende, så det var med god samvittighed, at jeg blot nøjedes med at se halvdelen i dag, for det tager virkelig mange timer at se det hele!
Min økonomi nyder virkelig godt af mexicanernes dårlige matematiske evner – bl.a. var jeg hos syersken den anden dag, og da jeg skulle betale de 180 pesos, gav jeg hende 200, og fik 160 igen. Havde jeg ikke noget imod.
Desværre er jeg bange for at det kan ses på min mave, at jeg er flyttet til Mexico. Haha men hvordan kan det undgås, når der virkelig er mad-boder over det hele? Det er heldigvis ikke så galt endnu :-) og jeg gør mig meget umage med ikke at overtage den mexicanske livsstil, med ALTID at komme for sent, ALTID have noget spiseligt i hånd eller mund + ALTID at gøre alting ekstra langsomt(min tålmodighed – eller nærmere mangel på samme, bliver dagligt sat på prøve!).
I går var der et kæmpe uheld her i City. Fordi at lufthavnen ligger ret så centralt, har jeg efterhånden vænnet mig til store flyvemaskiner der flyver nærmest lige over hovedet på en. Så jeg er ret så glad for, at jeg ikke befandt mig i Polanco i går, da et privatfly med 9 personer styrtede ned midt i bydelen. Tror omkring 20 biler eksploderede, mens alle i flyet døde + måske 100 folk på gaden. En af passagererne var den mexicanske præsidents højre hånd, så alle mener at det var en form for terror, men regeringen gør selvfølgelig alt hvad de kan for at skjule at det overhovedet skete. Skræmmende!
Tilhørende billeder er det nyeste indlæg.
Tid til at lave lidt aftensmad, skal mødes med Uli fra Østrig senere - vi skal til en filmfestival her i City.
Best wishes til dejlige Danmark. Jeg savner jer og lakrids-isen rigtig meget!
Sally
Fredag tog jeg til en Halloweenfest – desværre fandt vi først ud af at det var en udklædningsfest, da vi stod på dørtrinnet. Men sjovt alligevel, og jeg nåede da også lige at få en times søvn hjemme, inden jeg skulle mødes med Kiki fra Kina ved busterminalen kl. 6. Planen var at tage til Patzcuaro i Michoacan, for at fejre Day of the Dead. Det skulle være det bedste sted i hele Mexico at fejre disse helligdage. Da vi ankom til busterminalen fik vi os noget af et chok – her i Mexico kan man nemlig ikke rigtig rejse med tog, så alle ty’r til busserne, hvilket resulterer i helvedes lange køer. Så da vi fandt ud af at vi faktisk skulle med det busselskab, som havde den korteste kø (måske en halvtimes tid), var vi ret så glade. Turen varede 5½ time hver vej, så det var en super mulighed for at indhente lidt søvn. Turen ud af Mexico City foregik med propper i ørerne gennem bjergene, men det var virkelig flot, og super dejligt for engang skyld at se andet end beton. Lidt sjovt med Kiki fra Kina, for kendte hende ikke rigtig, havde blot snakket lidt med hende på skolen, og så har vi lidt en fællesven. Det hele var meget spontant, men det viste sig at blive en rigtig god tur, selvom jeg til sidst var godt træt af hendes forfærdelige kinesiske accent når hun taler engelsk(alle ord smeltes sammen og krydres med lidt wing-tjang-wang-lyde).
Da vi kom frem til Patzcuaro tog vi ind til centrum, som havde et kæmpe marked, og tog derefter ud til Patzcuaro sø mod øen Janitzio, som skulle være det bedste (og desværre det mest kendte) sted at fejre Día de los Muertos. Da vi kom derud var der selvfølgelig virkelig mange turister, men alligvel var det et virkelig hyggeligt sted, og vi var rundt og se øens must-sees i anledning af disse helligdage – kirkegården, et kæmpe mexicansk show med traditionel sang, musik og dans. Da det blev mørkt – og overraskende koldt, fik vi et kæmpe problem. Vi var trætte og ville egentlig bare hurtigst muligt i seng, selvom øen blev forvandlet til et kæmpe partyparadis om aftenen. Problemet var lidt at øens 2 hoteller var fyldte, og fordi vi ikke gad at tage tilbage til Patzcuaro, for at tage ud til øerne igen dagen efter, fandt vi på at sidde på en døgnåben net-café hele natten. Planen var at den ene af os kunne nørde, mens den anden kunne sove ved siden af. Den rare net-café-mand fik dog ret så ondt af os, så han lånte os en gammel ildelugtende madras med tilhørende klamt tæppe, så vi kunne sove i hotellets gang, ved siden af et vindue uden ruder. SÅ KOLDT, men det gav os da lidt søvn, og vi vågnede lige i tide(cirka kl. lort) til at se solopgangen. Rigtig fint, men jeg må indrømme at jeg mange gange drømte mig hele vejen hjem til min dejlige, danske seng!
Lørdag blev vi lidt på øen, og tog derefter videre til nogle af byerne omkring søen, bl.a. så vi på pyramider i Tzintzuntzan(åbenbart kinesisk, så Kiki havde det vældig sjovt hver gang jeg prøvede at udtale det), tog på kunstmuseum og nød ellers at vi befandt os langt væk fra Mexico Citys os og larm. Det var virkelig sjovt at se, hvordan mexicanerne får brugt deres farverige kreativitet i forbindelse med sådanne helligdage – jeg fik taget en masse billeder, men noget gennemgående ved gravene var utallige orange blomster, kæmpe lys, billeder, frugt, mad og drikke som afdøde specielt godt kunne lide - bl.a. var Coca Cola og Tequila virkelig populært i denne kategori. Traditionen er, at afdødes familie sidder ved graven hele natten, for at holde liv i lys mm. Lørdag aften er for børnene, mens søndag aften er for voksne. Jeg frygtede lidt, at de nogle steder ville pynte vildt op, og gøre et stort nummer ud af det blot for at tiltrække turister, men det virkede oprigtigt som noget betydningsfuldt for mexicanerne – heldigvis.
Kiki er en virkelig eventyrlysten person, og var med på at prøve alt mulig lokalt mad og drikke, såsom tacos med indhold vi virkelig aldrig fandt ud af hvad var (skræmmende, men det smagte godt), chili-is og kaktus-frugter. Vi var begge virkelig trætte, så brugte også en del tid på at chille i en park med flot udsigt til søen og bjergene, og jeg fik da også lidt tid til at arbejde på min tan. Dog fornemmer jeg lidt, at jeg må være tålmodig hvad det angår.
Vi tog en bus hjem sent på eftermiddagen, og ankom til City lige i tide til at hoppe på aftenens sidste metro. Mandag og tirsdag gik med at sove + læse til halvvejs-eksamenen i dag. Tror det gik fint, selvom græske Alexander uden grund fik gjort mig ret så nervøs i morges. Nu må vi se, resultatet er vigtigst for dem der skal læse videre på uni, men tror nu at det gik ganske fint!Ellers får jeg nydt godt af Mexicos billige sushi, og får virkelig udnyttet byens billige transportmidler(en tur i metro anywhere koster 1 kr), bl.a. var jeg i dag på Antropologisk Museum. SÅ fedt, og helt klart mit nye yndlingsmuseum. Desuden er det gratis for studerende, så det var med god samvittighed, at jeg blot nøjedes med at se halvdelen i dag, for det tager virkelig mange timer at se det hele!
Min økonomi nyder virkelig godt af mexicanernes dårlige matematiske evner – bl.a. var jeg hos syersken den anden dag, og da jeg skulle betale de 180 pesos, gav jeg hende 200, og fik 160 igen. Havde jeg ikke noget imod.
Desværre er jeg bange for at det kan ses på min mave, at jeg er flyttet til Mexico. Haha men hvordan kan det undgås, når der virkelig er mad-boder over det hele? Det er heldigvis ikke så galt endnu :-) og jeg gør mig meget umage med ikke at overtage den mexicanske livsstil, med ALTID at komme for sent, ALTID have noget spiseligt i hånd eller mund + ALTID at gøre alting ekstra langsomt(min tålmodighed – eller nærmere mangel på samme, bliver dagligt sat på prøve!).
I går var der et kæmpe uheld her i City. Fordi at lufthavnen ligger ret så centralt, har jeg efterhånden vænnet mig til store flyvemaskiner der flyver nærmest lige over hovedet på en. Så jeg er ret så glad for, at jeg ikke befandt mig i Polanco i går, da et privatfly med 9 personer styrtede ned midt i bydelen. Tror omkring 20 biler eksploderede, mens alle i flyet døde + måske 100 folk på gaden. En af passagererne var den mexicanske præsidents højre hånd, så alle mener at det var en form for terror, men regeringen gør selvfølgelig alt hvad de kan for at skjule at det overhovedet skete. Skræmmende!
Tilhørende billeder er det nyeste indlæg.
Tid til at lave lidt aftensmad, skal mødes med Uli fra Østrig senere - vi skal til en filmfestival her i City.
Best wishes til dejlige Danmark. Jeg savner jer og lakrids-isen rigtig meget!
Sally
Abonner på:
Opslag (Atom)