Netop kommet hjem fra USA, og det var virkelig 2 dejlige uger. Brugte det meste af tiden paa at slappe af, og sluttede ferien af med et par dage i San Francisco. Og det blev helt sikkert hoejdepunktet paa hele turen! Vi shoppede ved Union Square, besoegte alle turiststederne, og besoegte alle de smaa, sjove butikker ved Haight St. Vi boede paa et super laekkert hotel downtown, saa nu har jeg lidt svaert ved at tilpasse mig paa hostellet her i City, hvor jeg sover i koeje under en alt for knirkende madras, og i rum med 7 andre mennesker.
MEN om et par timer smutter jeg ud til lufthavnen for at hente Minne og Nes, ved ikke hvor meget vi naar at se i dag, men i morgen tidlig skal vi mod Puerto Vallarta, som er et laekkert sted ved pacific coast. Det er eftersigende Mexico´s hovedstad for homoseksuelle, saa det skal nok blive underholdende. Der bliver vi et par dage, og ellers ser vores program nogenlunde saadan her ud;
Mexico City
Puerto Vallarta
Puerto Escondido - strand
Oaxaca City - kultur
San Cristobal - kultur
Palenque / El Panchan – ruiner og regnskov
Agau Azul / Misol-Ha – vandfald
Tulum – Strand & ruiner
Sian Kaan – smukt reservat
Playa del Carmen – Dykning, strand og fest
Akumal Strand – svømme med søskildpadder
Cancun, Isla Mujeres
Teotihuacan ved Mexico City – besoege pyramiderne
Vi er endnu ikke helt sikre paa, hvor mange dage vi bliver hvert sted, men vi skal ihvertfald tilbage til Mexico City inden den 21., hvor Minne skal hjemad.
Et forsinket glaedelig jul herfra, og et lidt for tidligt godt nytaar!
Sally
tirsdag den 30. december 2008
lørdag den 20. december 2008
Turtlecamp i Marquelia
Aldrig før har jeg på 2 uger set så mange skildpadder, stjerneskud, solopgange, myggestik og spist så meget chili. Campen var så primitiv og så isoleret, og selvom der var alt for mange aggressive myg, alt for meget sand i håret osv., nød jeg virkelig de lange natteture ved stranden, og at falde i søvn til lyden af havets bølger. Og det var lige så eventyrligt skønt, som det lyder:) Vi var en lille gruppe på 6; Anna fra Schweiz, Jenny fra Korea, 3 mexicanere og jeg. 2 af mexicanerne var vores campledere, og var i starten rigtig gode til at introducere os til alt mexicansk, og jeg tror aldrig, at jeg på 2 uger har prøvet så meget nyt. Det har til tider været virkelig grænseoverskridende for mig, og jeg tror for alvor at jeg har gennemgået udviklingen fra blot at være en turist, til at være en vaskeægte traveler i Mexico.
Som jeg har nævnt tidligere, var Jenny, mexicanske Iliana og jeg så heldige at få et lift med camplederen til lejren. Det var en god tur, og jeg har for første gang i Mexico selv siddet bag rattet. Dog var jeg ikke helt tryg ved sagen, da jeg ikke havde medbragt mit kørekort på turen, men så er det jo heldigt at man kan (be)tale sig fra alt i dette land. Det blev selvfølgelig ikke nødvendigt - helt sikkert fordi min kørsel var så smooth ;)
Da vi kun var 2 til at køre, holdte vi et par timers pause på stranden i Acapulco. Acapulco er kendt for vilde klipper (hvorfra fulde turister hopper direkte i vandet), lækre badestrande og et vildern natteliv. Vi fandt en strand, hev vores soveposer ud af taskerne, og tog dem samt lidt ost og øl med ned vandet. Efter en lille lur kørte vi videre, og kørte ad den samme vej, som fører hele vejen til Guatemala og Panama-kanalen, så det var ret fristende at fortsætte ligeud. Men nixen, vi drejede af ved Marquelia-skiltet, og befandt os pludselig på en primitiv lejr, omgivet af palmetræer og med havet som nabo. Vi ankom til solopgang, og efter at have banket nogle telte i jorden, drog vi ind til byen for at møde ’præsidenten’, som skulle godkende os som skildpadde-arbejdere. På vejen, mens vi sad på ladet af en gammel Rover, fik vi også et lille glimt af byen – ca. 10.000 indbyggere, og med en del mindre butikker. Meget mere end forventet, men alligevel meget landligt, og helt sikkert et sted der ikke ser foreigners for tit.
Dagene gik med at blive sat ind i alt omkring skildpadder, ligge og chille i skyggen(sandet i solen var brændende varmt fra kl. 10-17), spille UNO, bade i havet og spise dejlig mad. Vi hyggede alle aftener, og delte os i to hold, hvor det ene skulle patruljere stranden fra 00-03, og det næste fra 03-solopgang. Og tredje nat var vi heldige: vi spottede en fin Golfina lægge æg, og fandt hende faktisk i så god tid, at vi kunne overvære hele ’seancen’. Hvordan hun først ledte efter det rette sted, dernæst fjernede alle grene, og skubbede et par kokosnødder til side, for derefter at grave ud til sin lille rede. Efter at hun havde lagt æggene, og sagt en hel del mærkelige lyde, dækkede hun fint reden til, og gjorde den flad med hele sin kropsvægt. Før hun smuttede tilbage i vandet, kunne vi lige akkurat nå at røre det store skjold(70x40cm), og de bløde arme. Dernæst gravede vi hendes 117 bløde og varme æg op, tog dem med til lejren, og placerede dem i en ’kunstig rede’. Det var den eneste gang vi rent faktisk så en skildpadde lægge æg. Men der var heldigvis mange andre gange, hvor det lykkedes os at finde rederne blot et par timer efter skildpadden havde været der. 40-45 dage efter æggene er blevet placeret i deres kunstige reder, graver babyskildpadderne sig selv op af sandet, hvorefter vi først placerer dem i en lille kravlegård med sand, dernæst vand, for at forberede dem på skildpaddelivet. Og ved solnedgang hver dag, satte vi en flok skildpadder ud i det fri, med et lille på gensyn med på vejen. Skildpadderne bruger munden til at finde den sandstrand de blev født, og dermed også det sted de skal lægge deres egne æg, og det er derfor at man på den strækning vi patruljerede, altid er garanteret æg.
Noget specielt ved lige præcis denne skildpaddelejr var at vi rent faktisk får lov til at gøre alt arbejdet med æggene, efter at have samlet ved stranden. Normalt på andre lejre skal de blot aflevere posen med æg til det lokale øko-politi, som så tager sig af sagen derefter.
Lejren var nok en del mere primitiv end jeg havde regnet med. Vores toilet bestod, ligesom bruseren, af fire palmetræstammer med stof omkring + et badeforhæng som dør(heldigvis var det træk og slip). Når der var vand nød vi et koldt brus efter en svømmetur, men ellers tog vi ned til en lille terrasserestaurant og badede, hvor man dog var ret dårligt stillet hvis man ikke var lige så lav som mexicanerne(av min ryg!).
Vores køkken i lejren bestod egentlig bare af et bord og et lille bål/grillsted. Komfuret fik de til at virke lige som vi tog fra lejren. Ellers var der et lille museum med billeder af forskellige sjove skildpadde-situationer, en gård med de kunstige reder samt skildpaddemanden Roberto’s hus, hvor vi på en god dag måtte snuppe en lur i hængekøjen med den gode udsigt til stranden.
Vi har oplevet så meget fantastisk og så meget sjovt. Bl.a. fået hummer og østers 100% frisk fra havet, som vi selv dræbte og tilberedte. Drukket drinks af kokosnødder. Fejret Jennys fødselsdag på mexicansk vis – med piñada der skal slås i stykker (lidt som til fastelavn, bortset fra at man her har bind for øjnene + at nogen hele tiden hiver i den snor piñada’en hænger i)og at få dyppet hovedet i ens egen fødselsdagskage. Lært at lave lidt mexicansk mad, af en kok der ejede et hotel lidt længere nede af vejen/stranden. Passet skildpadder i kravlegårdene, lært at lave de kunstige reder, samt hvordan man kan finde en rede uden at have set skildpadden lægge æggene. Fået nusset kinderne + komplimenteret fregner og grønne øjne af nogle farverigt klædte kvinder i en isoleret lille afrikansk by. Været til fest med de lokale, hvor de næsten drak os under bordet i Coronitas og Mezcal, dansede hele natten, og erfarede at mexicanere ikke har meget respekt for fyrværkeri. Sovet i cabañas, hvor vi var 6 personer om at dele 2 senge, og jeg vågnede selvfølgelig med hovedet mellem mine camplederes numser(dog var det bedre end en af de andre piger, som vågnede på gulvet i en lille pøl af øl og mad fra dagen før - AD!). Gynget i hængekøjer, mens vi kiggede stjerner og spottede de mange stjerneskud. Snakket penge med en gammel navlepiller af en mexicaner, hvorefter jeg donerede nogle danske kroner til hans møntsamling. Lært at lave kokosslik, og undervist de lokale børn i engelsk. Mødt alt for mange skæve mexicanere som tilbød os lidt af hvert. Mistede en aften Jenny fra Korea i 20 min (ingen så hun gik hen til mønttelefonen), og efter 5 min var politi og stort set hele byen informeret – de har vel ikke meget drama.
Vi havde vores sidste patruljering efter en fest torsdag aften, og jeg savner allerede de lange gåture ved stranden + det venlige samfund hvor alle er hinandens amigo. Efter at have brugt en hel fredag i diverse busser, var jeg tilbage i DF, og fejrede det med sushi og SATC i sengen. DF var super koldt at komme hjem til, men efter at være landet i Californien, vil jeg slet ikke brokke mig. Sne udenfor, men i dag har jeg mest ligget inde foran pejsen med the og en kælen kat.
Det er virkelig anderledes, lige pludselig at befinde sig i et land hvor man forstår hvad alle siger. Så mærkeligt, og jeg har flere gange taget mig selv i at stå med åben mund og glo på folk under deres samtale. Haha, og de har alle gange gloet meget mærkeligt tilbage.
Det er skønt at være blandt familie, men især efter at have set lidt julebilleder hjemmefra, er hjemveen begyndt at melde sig. At kaste en pind til Simba, ringe til en veninde og snakke i alt for lang tid, eller bare at vågne i min egen seng. Men man kan jo ikke få det hele på en gang, men men.. Når jeg ikke kan komme til Århus, må Århus jo komme til mig. Og den 30. december kl 21.20 er jeg på pletten i DF’s lufthavn, for at hente den nyeste sending af kridhvide, dejlige, danske chicas. Det bliver DET BEDSTE EVENTYR hvor vi skal besøge alle Mexico’s hotspots med rygsækken solidt plantet på ryggen og et smil på læben. Jeg glæder mig også mere og mere til Bali, og Sarah – jeg lader dig ikke sove et eneste sekund i flyveren!
Som jeg har nævnt tidligere, var Jenny, mexicanske Iliana og jeg så heldige at få et lift med camplederen til lejren. Det var en god tur, og jeg har for første gang i Mexico selv siddet bag rattet. Dog var jeg ikke helt tryg ved sagen, da jeg ikke havde medbragt mit kørekort på turen, men så er det jo heldigt at man kan (be)tale sig fra alt i dette land. Det blev selvfølgelig ikke nødvendigt - helt sikkert fordi min kørsel var så smooth ;)
Da vi kun var 2 til at køre, holdte vi et par timers pause på stranden i Acapulco. Acapulco er kendt for vilde klipper (hvorfra fulde turister hopper direkte i vandet), lækre badestrande og et vildern natteliv. Vi fandt en strand, hev vores soveposer ud af taskerne, og tog dem samt lidt ost og øl med ned vandet. Efter en lille lur kørte vi videre, og kørte ad den samme vej, som fører hele vejen til Guatemala og Panama-kanalen, så det var ret fristende at fortsætte ligeud. Men nixen, vi drejede af ved Marquelia-skiltet, og befandt os pludselig på en primitiv lejr, omgivet af palmetræer og med havet som nabo. Vi ankom til solopgang, og efter at have banket nogle telte i jorden, drog vi ind til byen for at møde ’præsidenten’, som skulle godkende os som skildpadde-arbejdere. På vejen, mens vi sad på ladet af en gammel Rover, fik vi også et lille glimt af byen – ca. 10.000 indbyggere, og med en del mindre butikker. Meget mere end forventet, men alligevel meget landligt, og helt sikkert et sted der ikke ser foreigners for tit.
Dagene gik med at blive sat ind i alt omkring skildpadder, ligge og chille i skyggen(sandet i solen var brændende varmt fra kl. 10-17), spille UNO, bade i havet og spise dejlig mad. Vi hyggede alle aftener, og delte os i to hold, hvor det ene skulle patruljere stranden fra 00-03, og det næste fra 03-solopgang. Og tredje nat var vi heldige: vi spottede en fin Golfina lægge æg, og fandt hende faktisk i så god tid, at vi kunne overvære hele ’seancen’. Hvordan hun først ledte efter det rette sted, dernæst fjernede alle grene, og skubbede et par kokosnødder til side, for derefter at grave ud til sin lille rede. Efter at hun havde lagt æggene, og sagt en hel del mærkelige lyde, dækkede hun fint reden til, og gjorde den flad med hele sin kropsvægt. Før hun smuttede tilbage i vandet, kunne vi lige akkurat nå at røre det store skjold(70x40cm), og de bløde arme. Dernæst gravede vi hendes 117 bløde og varme æg op, tog dem med til lejren, og placerede dem i en ’kunstig rede’. Det var den eneste gang vi rent faktisk så en skildpadde lægge æg. Men der var heldigvis mange andre gange, hvor det lykkedes os at finde rederne blot et par timer efter skildpadden havde været der. 40-45 dage efter æggene er blevet placeret i deres kunstige reder, graver babyskildpadderne sig selv op af sandet, hvorefter vi først placerer dem i en lille kravlegård med sand, dernæst vand, for at forberede dem på skildpaddelivet. Og ved solnedgang hver dag, satte vi en flok skildpadder ud i det fri, med et lille på gensyn med på vejen. Skildpadderne bruger munden til at finde den sandstrand de blev født, og dermed også det sted de skal lægge deres egne æg, og det er derfor at man på den strækning vi patruljerede, altid er garanteret æg.
Noget specielt ved lige præcis denne skildpaddelejr var at vi rent faktisk får lov til at gøre alt arbejdet med æggene, efter at have samlet ved stranden. Normalt på andre lejre skal de blot aflevere posen med æg til det lokale øko-politi, som så tager sig af sagen derefter.
Lejren var nok en del mere primitiv end jeg havde regnet med. Vores toilet bestod, ligesom bruseren, af fire palmetræstammer med stof omkring + et badeforhæng som dør(heldigvis var det træk og slip). Når der var vand nød vi et koldt brus efter en svømmetur, men ellers tog vi ned til en lille terrasserestaurant og badede, hvor man dog var ret dårligt stillet hvis man ikke var lige så lav som mexicanerne(av min ryg!).
Vores køkken i lejren bestod egentlig bare af et bord og et lille bål/grillsted. Komfuret fik de til at virke lige som vi tog fra lejren. Ellers var der et lille museum med billeder af forskellige sjove skildpadde-situationer, en gård med de kunstige reder samt skildpaddemanden Roberto’s hus, hvor vi på en god dag måtte snuppe en lur i hængekøjen med den gode udsigt til stranden.
Vi har oplevet så meget fantastisk og så meget sjovt. Bl.a. fået hummer og østers 100% frisk fra havet, som vi selv dræbte og tilberedte. Drukket drinks af kokosnødder. Fejret Jennys fødselsdag på mexicansk vis – med piñada der skal slås i stykker (lidt som til fastelavn, bortset fra at man her har bind for øjnene + at nogen hele tiden hiver i den snor piñada’en hænger i)og at få dyppet hovedet i ens egen fødselsdagskage. Lært at lave lidt mexicansk mad, af en kok der ejede et hotel lidt længere nede af vejen/stranden. Passet skildpadder i kravlegårdene, lært at lave de kunstige reder, samt hvordan man kan finde en rede uden at have set skildpadden lægge æggene. Fået nusset kinderne + komplimenteret fregner og grønne øjne af nogle farverigt klædte kvinder i en isoleret lille afrikansk by. Været til fest med de lokale, hvor de næsten drak os under bordet i Coronitas og Mezcal, dansede hele natten, og erfarede at mexicanere ikke har meget respekt for fyrværkeri. Sovet i cabañas, hvor vi var 6 personer om at dele 2 senge, og jeg vågnede selvfølgelig med hovedet mellem mine camplederes numser(dog var det bedre end en af de andre piger, som vågnede på gulvet i en lille pøl af øl og mad fra dagen før - AD!). Gynget i hængekøjer, mens vi kiggede stjerner og spottede de mange stjerneskud. Snakket penge med en gammel navlepiller af en mexicaner, hvorefter jeg donerede nogle danske kroner til hans møntsamling. Lært at lave kokosslik, og undervist de lokale børn i engelsk. Mødt alt for mange skæve mexicanere som tilbød os lidt af hvert. Mistede en aften Jenny fra Korea i 20 min (ingen så hun gik hen til mønttelefonen), og efter 5 min var politi og stort set hele byen informeret – de har vel ikke meget drama.
Vi havde vores sidste patruljering efter en fest torsdag aften, og jeg savner allerede de lange gåture ved stranden + det venlige samfund hvor alle er hinandens amigo. Efter at have brugt en hel fredag i diverse busser, var jeg tilbage i DF, og fejrede det med sushi og SATC i sengen. DF var super koldt at komme hjem til, men efter at være landet i Californien, vil jeg slet ikke brokke mig. Sne udenfor, men i dag har jeg mest ligget inde foran pejsen med the og en kælen kat.
Det er virkelig anderledes, lige pludselig at befinde sig i et land hvor man forstår hvad alle siger. Så mærkeligt, og jeg har flere gange taget mig selv i at stå med åben mund og glo på folk under deres samtale. Haha, og de har alle gange gloet meget mærkeligt tilbage.
Det er skønt at være blandt familie, men især efter at have set lidt julebilleder hjemmefra, er hjemveen begyndt at melde sig. At kaste en pind til Simba, ringe til en veninde og snakke i alt for lang tid, eller bare at vågne i min egen seng. Men man kan jo ikke få det hele på en gang, men men.. Når jeg ikke kan komme til Århus, må Århus jo komme til mig. Og den 30. december kl 21.20 er jeg på pletten i DF’s lufthavn, for at hente den nyeste sending af kridhvide, dejlige, danske chicas. Det bliver DET BEDSTE EVENTYR hvor vi skal besøge alle Mexico’s hotspots med rygsækken solidt plantet på ryggen og et smil på læben. Jeg glæder mig også mere og mere til Bali, og Sarah – jeg lader dig ikke sove et eneste sekund i flyveren!
torsdag den 18. december 2008
Sally er i Cali..
Rigtig dejligt at se nogle familiar faces, og jeg nyder julestemningen her. Her er koldt, og onkel Bo's vinstokke er dækket af fin, hvid sne.
Tidsforskellen er nu 9 timer, og jeg regner med at være på Skype først på aftenen imorgen, dansk tid. Min tur herover var fin nok, selvom de lige pludselig ændrede gaten i Phoenix, hvilket resulterede i at jeg havde ca. 10 min til at spæne igennem lufthavnen. Hvorfor var det lidt som om, at jeg var den eneste der ikke lige havde opdaget det? Alt for typisk.
USA er virkelig som man forventer. Jeg kan ikke huske meget fra sidste gang jeg var her, men allerede i lufthavnen, var det sjovt at se hvordan alle tøj- og smykkebutikkerne i de danske lufthavne her var erstattet med MAD, MAD og ATTER MAD. Og selvfølgelig kun af den greasy slags. Allerede i flyet fra Phoenix til Sacramento, fik jeg nok af overvægtige mennesker med alt for amerikansk accent. Så det er vel godt nok, at jeg nu er kommet en tur på landet :)
Julehilsner fra Sally
Tidsforskellen er nu 9 timer, og jeg regner med at være på Skype først på aftenen imorgen, dansk tid. Min tur herover var fin nok, selvom de lige pludselig ændrede gaten i Phoenix, hvilket resulterede i at jeg havde ca. 10 min til at spæne igennem lufthavnen. Hvorfor var det lidt som om, at jeg var den eneste der ikke lige havde opdaget det? Alt for typisk.
USA er virkelig som man forventer. Jeg kan ikke huske meget fra sidste gang jeg var her, men allerede i lufthavnen, var det sjovt at se hvordan alle tøj- og smykkebutikkerne i de danske lufthavne her var erstattet med MAD, MAD og ATTER MAD. Og selvfølgelig kun af den greasy slags. Allerede i flyet fra Phoenix til Sacramento, fik jeg nok af overvægtige mennesker med alt for amerikansk accent. Så det er vel godt nok, at jeg nu er kommet en tur på landet :)
Julehilsner fra Sally
søndag den 14. december 2008
Livstegn
Tiden flyver, og jeg er allerede hjemme igen. Super godt, men super koldt!
Dette indlæg bliver blot et livstegn, for er alt for træt til at skrive mere end et par linjer.
Har lagt 2 billeder ved - det første af mig og en lille, nyudklækket skildpadde. Hvorfor mit øje ser ud til at være et mindre heldigt resultat af en myggeinvasion, ved jeg ikke. Det andet billede er af vores ret så primitive, men super hyggelige camp. Og selvom det er helt fantastisk dejligt at vågne i en seng igen, savner jeg virkelig livet ved stranden.
Abonner på:
Opslag (Atom)