Hitchhiking i Baja California + Chihuahua Pacific Railway

Så er også Nes smuttet hjemad, og jeg befinder mig nu alene i kæmpe Cancun ved det caribiske hav. Det har været en dejlig januarmåned – masser af gode og sjove oplevelser! Efter Minnes afrejse fløj Nes og jeg nordpå. Ingen af os havde set det nordlige Mexico, så det var et klart go. Vi fløj til sydlige Baja California, og landede i San Jose’s lufthavn. Hvad vi skulle herfra anede vi ikke, og da vi først i flyveren havde læst os frem til at dette område faktisk var det dyreste i hele Mexico, satsede vi på en lille flække ved navn Cabo Pulmo, som lå laaaaangt væk fra alt civiliseret. Fra lufthavnen fik vi i den grad øvet vores spansk, og startede den lange tur mod Cabo Pulmo med en bette bustur fra ét øde stoppested til et andet, hvorefter vi hoppede på bus nr 2, for at blive sat af midt i ingenting, og herfra begyndte vi vores lille hitchhiking-eventyr. Ud med tomlen, og efter et par lift var vi fremme. Byen bestod af 10-15 huse, og da vi havde læst at der boede knap 50 mennesker i byen, havde vi næppe regnet med at alle ville være amerikanere. Vi blev indlogerede på et lille hotel, hvor Lonelyplanet desværre havde lavet en lille mexicanske pesos vs. US Dollars-fejl i deres tekst, så det blev ikke en helt billig overnatning. Og heller ikke helt uforglemmelig – i de ret så primitive omgivelser blev vi både velkommet af kakkerlakker, store firben og andre klamme kryb som en hund med blødende sår allover. Trods det nød vi stilheden, at have en hel strand for os selv + de ’lokales’ venlige sind – på bare 1 dag var vi både blevet inviteret til rejsegilde, margaritas, lejrbål ved nogle canadiske fyre + en uges housesitting i nogle amerikaneres hus ved stranden. Desværre var det kun lejrbålsinvitationen vi fik udnyttet, for allerede efter én dyr overnatning pakkede vi taskerne, og satte os i vejkanten med tomlen flagrende. Det blev til en tur på ladet af en pick-up truck, på bagsædet hos far og søn og til slut en tur i førerhuset på en kæmpe lastbil, som helt klart blev favoritturen :)
Efter 1½ dag i San Jose, havde vi set og gjort det man skulle dér, og drog derfor videre mod amerikanernes vilde festby i Baja California– Cabo San Lucas. Her var sjov og ballade, og efter at være blevet indlogeret i en lille ghetto af et hotel, i hvad vi senere fandt ud af var det såkaldte red-light-district, drog vi mod strand, tog på romantisk sunset cruise hvor vi i den grad fik udnyttet fri bar, sejlede med vand-taxi, tilbragte en dag på Lover’s Beach hvor Sea of Cortez møder Stillehavet, drak øl af 1½-liter flasker, kørte med cykel-taxi og fik desuden afprøvet den amerikanske version af det mexicanske natteliv. Efter nogle dage var det tid til at tage mod Chihuahua-staten, hvis vi skulle overholde planen i forhold til den lange, flotte togtur og Nes’ hjemrejse den 29. Og efter taxa-, båd- og bustur havnede vi i Los Mochis, hvor vi ku’ sove et par timer på sødt hotel med underholdende receptionist (med utrolig løse håndled), før vores afgang til togstationen kl 05.00. Togturen hedder Chihuahua Pacific Railway, og er en tur på 700km gennem superflot natur – bjerge, kløfter, floder – og siges at være 4 gange så stor som Grand Canyon i USA. Vi glædede os som små børn, og det var det hele værd. Vi knipsede løs med kameraerne, og har vist hver scoret en god samling på omkring 1000 billeder. Toget stoppede hurtigt i byen Divisadero, hvor vi kunne nå at shoppe på det fine marked, nyde udsigten samt smage lækker-lækker-lækker chihuahua-mad. Vi stod af toget i Creel, efter at have hørt at man ikke har gjort det ordentligt, hvis man ikke har overnattet i en af de små byer. Her var super hyggeligt, og vi fandt en billig seng på et fint gæstehus, hvor vi mødte andre rejsende, nød de 2 gratis måltider + fejrede min fødselsdag. Nes havde været så sød at overraske mig med balloner, kæmpe kort samt en superflot LYSERØD Chihuahua T-shirt i bedste turist-stil, som jeg faktisk er iført lige nu. Trods de 4-5 lag tøj vi måtte iføre os for overhovedet at ku’ falde i søvn i den kolde by, havde jeg en rigtig god fødselsdag, og siger mange TAK for de fine hilsner hjemmefra! Dagen efter sku’ vi mod Chihuahua by og lufthavn, hvor vi havde håbet på at kunne overnatte, så vi ikke behøvede alt for meget kørsel frem og tilbage til lufthavnen, men næh nej – i Mexico lukker de sørme lufthavnene om natten?! Ret så sure på lufthavnspersonalet sprang vi ind i en taxa som kørte os til måske verdens koldeste hotel, hvor vi var så heldige at være belønnet med en ikke-fungerende radiator. Por que?? Endelig tilbage i DF susede vi rundt for at få styr på nogle sidste ting, og sluttede dagen med at sætte Nessen på flyet mod Dinamarca. Efter en måned sammen på farten, var det rigtig mærkeligt at sku’ stå der og sige farvel, men heldigvis trøstede det lidt at der kun var 2 uger til gensyn.
Dagen efter fløj jeg til Cancun, og tog direkte til Isla Mujeres. Havde lidt svært ved at forholde mig til tanken om at det muligvis var min allersidste dag i Mexico City, but all good things come to an end.. Det var mildest talt en mørk og stormfuld aften da jeg ankom, og efter et par dage med lidt hjælpen-til på dyrehospitalet, chillning på den hvide sandstrand mm., besluttede jeg at rejse med nogle søde israelske piger til Playa del Carmen, som også er det sted hvor Minne og jeg tog dykkercertifikat. Sjovt at være tilbage, og egentlig også meget dejligt at jeg havde de 2 at støtte mig til. I Playa mødte vi en anden lille flok piger som vi tog på dagstur med, til bountystrandene i Tulum, og brugte ellers tiden på fis og ballade og at lære hinanden at kende. Det var nogle utroligt søde piger, som kunne fortælle mange sjove historier om bl.a. at vokse op i en kibbutz + at være tvunget til 2 år i militæret. Jeg sagde farveller til dem i går, og er nu blevet venner med dem på Facebook, trods jeg knap nok ku’ udtale deres meget israelske navne, som betød noget i retningen af prinsesse-et-eller-andet og busk..
Jeg er taget alene til Puerto Morelos, som er en lille klat mellem kæmpe Cancun og festlige Playa del Carmen. Her er hyggeligt, men i morgen regner jeg nu med at smutte videre til Cancun, og bruge mine sidste dage på stranden dér, så det også passer med at jeg er tæt på el aeropuerto – 3 DAGE TILBAGE!
Undskyld romanen igen, igen. Stranden kalder – vi ses snaaaart!
Mil besos