Så er vi tilbage i Mexico City, og det er dejligt at være hjemme igen ;) Siden sidst er der sket så meget, tiden er gået alt for hurtigt, og i morgen skal Minne hjeeeem.
Efter Oaxaca tog vi som sagt til San Cristobal, som er en rigtig flot og hyggelig colonial city. Her shoppede vi på markeder, tog på museer og besøgte nogle indianerlandsbyer, hvor vi blev alt for skræmte af en historie, om en amerikaner der var blevet dræbt for et par år siden, for at tage et billede i en kirke. Så vi var meget forsigtige, selv da vores taxa ved ankomsten blev omringet af fattige indianerkvinder, som havde alt for mange tilbud til os. Vi endte med at besøge et mikro-væveri, hvilket gav os et ret godt indblik i hvor sølle deres levestandarder desværre er.Efter 2 dage i den kolde, kolde by, tog vi en natbus til Palenque, som ligger midt i Mexicos jungle. Vi havde fundet en flyer om et hostel i byen, hvilket vi foretrak i stedet for at overnatte et alt for alternativt sted i den vilde jungle uden el og rent vand. Og det lader til at vi valgte rigtigt :) Da vi ankom var vi nærmest de eneste gæster, og hostel’et var kun 15 dage gammelt, så alt var helt nyt. Desværre havde alt rengøringspersonalet mm. sagt op, så der var kun 2 alt for uvidende unge fyre til at styre det hele. Og selvom det ikke gik helt så godt altid, havde vi virkelig nogle sjove dage, som bl.a. inkluderede en fest i junglen, som vi tog til med de to hostelfyre i deres lille, alt for gamle røde bobbelbil, som dog havde elektriske sæder(?). Det var en meget mindeværdig aften, selvom det ikke var helt nemt at være lys- og rødhåret!
Vi besøgte desuden smukke vandfald, badede i helt blåt vand og beundrede de flotte templer og pyramider til lyden af howler monkeys. Efter 2 dage var det tid til at suse videre, og endelig mod det caribiske hav! Første stop var Tulum, som bl.a. er kendt for kilometervis af bountystrande! Traditionen tro så vi selvfølgelig også ruiner, som her lå smukt ned til vandet. Vi gik dog hurtigt kold i templer, så vi drog mod det lækre hav, hvor vi fandt vores egen lille plet på en ellers ret så øde strand, og nød godt af solen. DESVÆRRE faldt vi i søvn uden alt for meget solcreme på, hvilket har resulteret i en uge med dårlig søvn. Nes blev burned på ryggen, Sally på røven og Minne på benene. ØV!
Dagen efter drog vi til det store Sian Ka’an reservat, hvor vi havde egen chauffør, kæmpe bus, en båd helt for os selv samt en kvindelig guide med kronisk langt lys. Det var en virkelig god tur, selvom det regnede :( Vi sejlede rundt i det kæmpe reservat hvor vi spottede skildpadder, delfiner og fugle i alle regnbuens farver. Det var rigtig fint at se dyrene i deres rette element! Derudover var vi på en bette snorkeltur, og besøgte en natural swimmingpool, som er et kæmpe område med varmt og 100% klart vand. Så lækkert, og hvis det ikke var for vores guide, ville vi nok svømme rundt i vandet endnu.
Efter Tulum drog vi mod Playa del Carmen aka Vanessas mexicanske hjem. Trods alle turisterne og den meget amerikanske version af Mexico, var det et dejligt sted. Især var det skønt endelig at have mere end 2 nætter i samme seng. Vi fandt et hyggeligt hostel med fest og glade mennesker, og delte bl.a. værelse med en TØR fyr fra Portugal, en tysker som aldrig sov i sin egen seng samt stalker-fyren fra Buenos Aires, som vi også boede med i San Cristobal og på Isla Mujeres. Nærmest alle dagene gik med at dykke, dykke, dykke. Og efter 3 dage med frygt, knokkel, iskolde pooldyk og eksamensstress fik Sally og Minne endelig kortet i hus! Imens fik Nes udnyttet sit certifikat, ved bl.a. at dykke ved vrag og med skildpadder. Vi fik selvfølgelig også festet lidt, mødt en masse søde mennesker, spist Johnny Rockts, shoppet American Apparel samt besøgt Vanessas gamle højskole, hvor et nyt hold er ved at afslutte deres ophold. Efter 4 nætter i Playa tog vi til Cancun, som efterhånden er så voldtaget af alt amerikansk at det er helt ekstremt, hvor vi snuppede en færge mod den lille, smukke ø Isla Mujeres. Øen er ca. 7-8 km lang, og vi fik set det hele, da vi en af dagene cruisede øen tynd i en lille golf-bil. SÅ sjovt, og Sally ser frem til at skulle tilbringe sine sidste 2 Mexico-uger på denne fine og meget overskuelige ø. Vi fik desuden tid til at besøge en lille skildpaddefarm, og selvfølgelig prøvet deres beachbar af, hvor vi blev en smule snaldrede af alt for stærke drinks, hvilket vi heldigvis kunne kurere med en bunke cheeseburgere i Cancun dagen efter. Den 18. hoppede vi på flyveren fra Cancun til Mexico City, og typisk nok havde vi ikke lige overvejet temperaturen i DF, før vi stod i lufthavnen i vores alt for små shorts. Vi styrtede mod vores hostel, og brugte første dag i verdens folkerigeste by på at chille rundt, se den synkende katedral, besøge Sallys hjem i Coyoacan, og sejle på de flydende haver i Xochimilco. I dag har vi besøgt Teotihuacan lige udenfor Mexico City, hvor Minne og Sally besteg verdens tredje største pyramide, Solpyramiden, som eftersigende sku forlænge vores levetid med 10 år. Dernæst besøgte vi Frida Kahlo’s underskønne Blue House i Coyoacan og købte os fattig i italiensk is i Polancos shoppeheaven. I morgen tager vi et hurtigt smut forbi det verdenskendte antropologiske museum, og dernæst mod lufthavnen med triste miner, for at vinke farveller til Minnepigen!
M&V&S
tirsdag den 20. januar 2009
onsdag den 7. januar 2009
By the way..
..glemte vi lige at naevne, at vi i dag har set VERDENS STOERSTE TRAE!! Vilderen, og det var 14 m i diameter!
Hej-hej.
Hej-hej.
M&V&S
Minne og Nes ankom til Mexico City sent om aftenen den 30., og dagen efter drog vi mod Puerto Vallarta ved Stillehavskysten. Her tilbragte vi et par dage, bl.a. tog vi paa hvaltur, hvor vi baade saa graahvaler og delfiner, og desuden fik alt for meget uoensket opmaerksomhed fra de dansende vaerter. Da delfinerne pludselig kom springende, var det dog naesten sjovere at iagttage hvordan Minne hoppede ivrigt rundt for at faa et godt billede, haha, meget vaerre end alle de amerikanske turister. Ellers gik dagene mest med at ligge paa stranden, lede efter buskontor og spise paa Hard Rock. Nytaarsaften fandt vi en fin strandbar, hvor vi drak Daiquiries og hoppede ind i det nye aar, og desuden havde en rigtig fin udsigt til bugten, som blev lyst flot op af al fyrvaerkeriet. Det blev godt nok en oplevelse med livet som indsats, da de skoere mexicanerboern stod med alle deres romerlys i haanden, og naermest fyrede dem lige i hovedet paa os. Derefter bevaegede vi os til gadefesten Alto Otlas, en lille men meget festlig gade, hvor alle, unge som gamle, straight som homo, dansede det nye aar velkommen.
Vi havde fejlvuredet afstanden fra Puerto Vallarta til Puerto Escondido temmelig meget, hvilket resulterede i en 18timers bustur fra P.V. til Acapulco, og dernaest 8 timer fra Acap. til P. Escondido. Heldigvis kunne vi faa opbevaret de tunge tasker paa stationen i Acap., saa vi kunne nyde vores 16 timer i byen. Vi saa bl.a. nogle overfyldte strande, den meget turistede by, og fik serveret et alt for staerkt maaltid - chili forklaedt som kylling:). Vi sluttede opholdet af med lidt for spaendende underholdning, i form af unge maends udspring fra klipperne. En manddomsproeve som har vaeret en tradition siden 1934.
ENDELIG kom vi til P. Escondido, hvor vi startede med laekker og billig morgenmad - pancakes, scrambled eggs og frisk frugt. Dernaest drog vi til en af de laekre strande, hvor vi konstant blev overfaldt af en ildelugtende vaad hund, og moedte 'julemanden' fra Bornholm, som anbefalede os et marked i byen, hvilket vi besoegte dagen efter. Vi fik festet, og spist paa et pizzeria hvor alting desvaerre foregik i alt for mexicansk tempo! Vores sidste tid i P.E. tilbragte vi paa behagelige liggestole paa byens luksusstrand, hvor vi fik serveret mad og drikke liggende.
Turen fra Puerto Escondido til Oaxaca var ganske enkelt frygtelig!! Af en eller anden grund var vi endt i en '2.klasses bus', saa vi sad 8 timer i en nederen bus, hvor det trak saa vildt fra gulv og vinduer, og en egoistisk buschauffoer som holdte alt for lange rygepauser, og hoerte alt for hoejt musik i NATbussen. Vi traengte til varme, efter at have siddet i saadan en kold bus, men da vi steg af bussen i Oaxaca var det en "bidende kulde", som kom os i moede. Vi gjorde et kup - synes vi selv - eftersom vi fik pruttet en taxachauffoer ned i pris fra 50 pesos til 25. Men da vi kom til destinationen viste det sig, at han troede, at han paa sit gebrokne engelsk havde sagt 35. Han blev saa vred, at han "forbandede" os da han koerte igen. Den foerste morgen i Oaxaca tog vi paa tur til Monte Alban, en ruin, hvor vi desvaerre pga. morgenens kulde havde glemt solcreme. Nu har Nes og Minne samme farve som en krebs, fra skuldrene og op, og Sally har erhvervet sig en roed naese. Ellers har vi vaeret paa byvandringer, set mange museer og markeder. Nu sidder vi paa vores fantastiske hostel, som har serveret mexicansk morgenmad, film til vores filmaften, gratis internet og vaskning af toej. En gaestfrihed, som Nes tilbagebetalte, ved at smadre toilettet...
Om et par timer drager vi mod det kolde San Cristobal i bjergene, hvor vi bl.a. skal besoege indianer landsbyer og drikke varm kakao i en kendt danskers baghave. Derefter gaar turen til junglen, hvor vi skal se ruiner og bade i vandfald.
Hasta luego, M&V&S
Vi havde fejlvuredet afstanden fra Puerto Vallarta til Puerto Escondido temmelig meget, hvilket resulterede i en 18timers bustur fra P.V. til Acapulco, og dernaest 8 timer fra Acap. til P. Escondido. Heldigvis kunne vi faa opbevaret de tunge tasker paa stationen i Acap., saa vi kunne nyde vores 16 timer i byen. Vi saa bl.a. nogle overfyldte strande, den meget turistede by, og fik serveret et alt for staerkt maaltid - chili forklaedt som kylling:). Vi sluttede opholdet af med lidt for spaendende underholdning, i form af unge maends udspring fra klipperne. En manddomsproeve som har vaeret en tradition siden 1934.
ENDELIG kom vi til P. Escondido, hvor vi startede med laekker og billig morgenmad - pancakes, scrambled eggs og frisk frugt. Dernaest drog vi til en af de laekre strande, hvor vi konstant blev overfaldt af en ildelugtende vaad hund, og moedte 'julemanden' fra Bornholm, som anbefalede os et marked i byen, hvilket vi besoegte dagen efter. Vi fik festet, og spist paa et pizzeria hvor alting desvaerre foregik i alt for mexicansk tempo! Vores sidste tid i P.E. tilbragte vi paa behagelige liggestole paa byens luksusstrand, hvor vi fik serveret mad og drikke liggende.
Turen fra Puerto Escondido til Oaxaca var ganske enkelt frygtelig!! Af en eller anden grund var vi endt i en '2.klasses bus', saa vi sad 8 timer i en nederen bus, hvor det trak saa vildt fra gulv og vinduer, og en egoistisk buschauffoer som holdte alt for lange rygepauser, og hoerte alt for hoejt musik i NATbussen. Vi traengte til varme, efter at have siddet i saadan en kold bus, men da vi steg af bussen i Oaxaca var det en "bidende kulde", som kom os i moede. Vi gjorde et kup - synes vi selv - eftersom vi fik pruttet en taxachauffoer ned i pris fra 50 pesos til 25. Men da vi kom til destinationen viste det sig, at han troede, at han paa sit gebrokne engelsk havde sagt 35. Han blev saa vred, at han "forbandede" os da han koerte igen. Den foerste morgen i Oaxaca tog vi paa tur til Monte Alban, en ruin, hvor vi desvaerre pga. morgenens kulde havde glemt solcreme. Nu har Nes og Minne samme farve som en krebs, fra skuldrene og op, og Sally har erhvervet sig en roed naese. Ellers har vi vaeret paa byvandringer, set mange museer og markeder. Nu sidder vi paa vores fantastiske hostel, som har serveret mexicansk morgenmad, film til vores filmaften, gratis internet og vaskning af toej. En gaestfrihed, som Nes tilbagebetalte, ved at smadre toilettet...
Om et par timer drager vi mod det kolde San Cristobal i bjergene, hvor vi bl.a. skal besoege indianer landsbyer og drikke varm kakao i en kendt danskers baghave. Derefter gaar turen til junglen, hvor vi skal se ruiner og bade i vandfald.
Hasta luego, M&V&S
tirsdag den 30. december 2008
Januar
Netop kommet hjem fra USA, og det var virkelig 2 dejlige uger. Brugte det meste af tiden paa at slappe af, og sluttede ferien af med et par dage i San Francisco. Og det blev helt sikkert hoejdepunktet paa hele turen! Vi shoppede ved Union Square, besoegte alle turiststederne, og besoegte alle de smaa, sjove butikker ved Haight St. Vi boede paa et super laekkert hotel downtown, saa nu har jeg lidt svaert ved at tilpasse mig paa hostellet her i City, hvor jeg sover i koeje under en alt for knirkende madras, og i rum med 7 andre mennesker.
MEN om et par timer smutter jeg ud til lufthavnen for at hente Minne og Nes, ved ikke hvor meget vi naar at se i dag, men i morgen tidlig skal vi mod Puerto Vallarta, som er et laekkert sted ved pacific coast. Det er eftersigende Mexico´s hovedstad for homoseksuelle, saa det skal nok blive underholdende. Der bliver vi et par dage, og ellers ser vores program nogenlunde saadan her ud;
Mexico City
Puerto Vallarta
Puerto Escondido - strand
Oaxaca City - kultur
San Cristobal - kultur
Palenque / El Panchan – ruiner og regnskov
Agau Azul / Misol-Ha – vandfald
Tulum – Strand & ruiner
Sian Kaan – smukt reservat
Playa del Carmen – Dykning, strand og fest
Akumal Strand – svømme med søskildpadder
Cancun, Isla Mujeres
Teotihuacan ved Mexico City – besoege pyramiderne
Vi er endnu ikke helt sikre paa, hvor mange dage vi bliver hvert sted, men vi skal ihvertfald tilbage til Mexico City inden den 21., hvor Minne skal hjemad.
Et forsinket glaedelig jul herfra, og et lidt for tidligt godt nytaar!
Sally
MEN om et par timer smutter jeg ud til lufthavnen for at hente Minne og Nes, ved ikke hvor meget vi naar at se i dag, men i morgen tidlig skal vi mod Puerto Vallarta, som er et laekkert sted ved pacific coast. Det er eftersigende Mexico´s hovedstad for homoseksuelle, saa det skal nok blive underholdende. Der bliver vi et par dage, og ellers ser vores program nogenlunde saadan her ud;
Mexico City
Puerto Vallarta
Puerto Escondido - strand
Oaxaca City - kultur
San Cristobal - kultur
Palenque / El Panchan – ruiner og regnskov
Agau Azul / Misol-Ha – vandfald
Tulum – Strand & ruiner
Sian Kaan – smukt reservat
Playa del Carmen – Dykning, strand og fest
Akumal Strand – svømme med søskildpadder
Cancun, Isla Mujeres
Teotihuacan ved Mexico City – besoege pyramiderne
Vi er endnu ikke helt sikre paa, hvor mange dage vi bliver hvert sted, men vi skal ihvertfald tilbage til Mexico City inden den 21., hvor Minne skal hjemad.
Et forsinket glaedelig jul herfra, og et lidt for tidligt godt nytaar!
Sally
lørdag den 20. december 2008
Turtlecamp i Marquelia
Aldrig før har jeg på 2 uger set så mange skildpadder, stjerneskud, solopgange, myggestik og spist så meget chili. Campen var så primitiv og så isoleret, og selvom der var alt for mange aggressive myg, alt for meget sand i håret osv., nød jeg virkelig de lange natteture ved stranden, og at falde i søvn til lyden af havets bølger. Og det var lige så eventyrligt skønt, som det lyder:) Vi var en lille gruppe på 6; Anna fra Schweiz, Jenny fra Korea, 3 mexicanere og jeg. 2 af mexicanerne var vores campledere, og var i starten rigtig gode til at introducere os til alt mexicansk, og jeg tror aldrig, at jeg på 2 uger har prøvet så meget nyt. Det har til tider været virkelig grænseoverskridende for mig, og jeg tror for alvor at jeg har gennemgået udviklingen fra blot at være en turist, til at være en vaskeægte traveler i Mexico.
Som jeg har nævnt tidligere, var Jenny, mexicanske Iliana og jeg så heldige at få et lift med camplederen til lejren. Det var en god tur, og jeg har for første gang i Mexico selv siddet bag rattet. Dog var jeg ikke helt tryg ved sagen, da jeg ikke havde medbragt mit kørekort på turen, men så er det jo heldigt at man kan (be)tale sig fra alt i dette land. Det blev selvfølgelig ikke nødvendigt - helt sikkert fordi min kørsel var så smooth ;)
Da vi kun var 2 til at køre, holdte vi et par timers pause på stranden i Acapulco. Acapulco er kendt for vilde klipper (hvorfra fulde turister hopper direkte i vandet), lækre badestrande og et vildern natteliv. Vi fandt en strand, hev vores soveposer ud af taskerne, og tog dem samt lidt ost og øl med ned vandet. Efter en lille lur kørte vi videre, og kørte ad den samme vej, som fører hele vejen til Guatemala og Panama-kanalen, så det var ret fristende at fortsætte ligeud. Men nixen, vi drejede af ved Marquelia-skiltet, og befandt os pludselig på en primitiv lejr, omgivet af palmetræer og med havet som nabo. Vi ankom til solopgang, og efter at have banket nogle telte i jorden, drog vi ind til byen for at møde ’præsidenten’, som skulle godkende os som skildpadde-arbejdere. På vejen, mens vi sad på ladet af en gammel Rover, fik vi også et lille glimt af byen – ca. 10.000 indbyggere, og med en del mindre butikker. Meget mere end forventet, men alligevel meget landligt, og helt sikkert et sted der ikke ser foreigners for tit.
Dagene gik med at blive sat ind i alt omkring skildpadder, ligge og chille i skyggen(sandet i solen var brændende varmt fra kl. 10-17), spille UNO, bade i havet og spise dejlig mad. Vi hyggede alle aftener, og delte os i to hold, hvor det ene skulle patruljere stranden fra 00-03, og det næste fra 03-solopgang. Og tredje nat var vi heldige: vi spottede en fin Golfina lægge æg, og fandt hende faktisk i så god tid, at vi kunne overvære hele ’seancen’. Hvordan hun først ledte efter det rette sted, dernæst fjernede alle grene, og skubbede et par kokosnødder til side, for derefter at grave ud til sin lille rede. Efter at hun havde lagt æggene, og sagt en hel del mærkelige lyde, dækkede hun fint reden til, og gjorde den flad med hele sin kropsvægt. Før hun smuttede tilbage i vandet, kunne vi lige akkurat nå at røre det store skjold(70x40cm), og de bløde arme. Dernæst gravede vi hendes 117 bløde og varme æg op, tog dem med til lejren, og placerede dem i en ’kunstig rede’. Det var den eneste gang vi rent faktisk så en skildpadde lægge æg. Men der var heldigvis mange andre gange, hvor det lykkedes os at finde rederne blot et par timer efter skildpadden havde været der. 40-45 dage efter æggene er blevet placeret i deres kunstige reder, graver babyskildpadderne sig selv op af sandet, hvorefter vi først placerer dem i en lille kravlegård med sand, dernæst vand, for at forberede dem på skildpaddelivet. Og ved solnedgang hver dag, satte vi en flok skildpadder ud i det fri, med et lille på gensyn med på vejen. Skildpadderne bruger munden til at finde den sandstrand de blev født, og dermed også det sted de skal lægge deres egne æg, og det er derfor at man på den strækning vi patruljerede, altid er garanteret æg.
Noget specielt ved lige præcis denne skildpaddelejr var at vi rent faktisk får lov til at gøre alt arbejdet med æggene, efter at have samlet ved stranden. Normalt på andre lejre skal de blot aflevere posen med æg til det lokale øko-politi, som så tager sig af sagen derefter.
Lejren var nok en del mere primitiv end jeg havde regnet med. Vores toilet bestod, ligesom bruseren, af fire palmetræstammer med stof omkring + et badeforhæng som dør(heldigvis var det træk og slip). Når der var vand nød vi et koldt brus efter en svømmetur, men ellers tog vi ned til en lille terrasserestaurant og badede, hvor man dog var ret dårligt stillet hvis man ikke var lige så lav som mexicanerne(av min ryg!).
Vores køkken i lejren bestod egentlig bare af et bord og et lille bål/grillsted. Komfuret fik de til at virke lige som vi tog fra lejren. Ellers var der et lille museum med billeder af forskellige sjove skildpadde-situationer, en gård med de kunstige reder samt skildpaddemanden Roberto’s hus, hvor vi på en god dag måtte snuppe en lur i hængekøjen med den gode udsigt til stranden.
Vi har oplevet så meget fantastisk og så meget sjovt. Bl.a. fået hummer og østers 100% frisk fra havet, som vi selv dræbte og tilberedte. Drukket drinks af kokosnødder. Fejret Jennys fødselsdag på mexicansk vis – med piñada der skal slås i stykker (lidt som til fastelavn, bortset fra at man her har bind for øjnene + at nogen hele tiden hiver i den snor piñada’en hænger i)og at få dyppet hovedet i ens egen fødselsdagskage. Lært at lave lidt mexicansk mad, af en kok der ejede et hotel lidt længere nede af vejen/stranden. Passet skildpadder i kravlegårdene, lært at lave de kunstige reder, samt hvordan man kan finde en rede uden at have set skildpadden lægge æggene. Fået nusset kinderne + komplimenteret fregner og grønne øjne af nogle farverigt klædte kvinder i en isoleret lille afrikansk by. Været til fest med de lokale, hvor de næsten drak os under bordet i Coronitas og Mezcal, dansede hele natten, og erfarede at mexicanere ikke har meget respekt for fyrværkeri. Sovet i cabañas, hvor vi var 6 personer om at dele 2 senge, og jeg vågnede selvfølgelig med hovedet mellem mine camplederes numser(dog var det bedre end en af de andre piger, som vågnede på gulvet i en lille pøl af øl og mad fra dagen før - AD!). Gynget i hængekøjer, mens vi kiggede stjerner og spottede de mange stjerneskud. Snakket penge med en gammel navlepiller af en mexicaner, hvorefter jeg donerede nogle danske kroner til hans møntsamling. Lært at lave kokosslik, og undervist de lokale børn i engelsk. Mødt alt for mange skæve mexicanere som tilbød os lidt af hvert. Mistede en aften Jenny fra Korea i 20 min (ingen så hun gik hen til mønttelefonen), og efter 5 min var politi og stort set hele byen informeret – de har vel ikke meget drama.
Vi havde vores sidste patruljering efter en fest torsdag aften, og jeg savner allerede de lange gåture ved stranden + det venlige samfund hvor alle er hinandens amigo. Efter at have brugt en hel fredag i diverse busser, var jeg tilbage i DF, og fejrede det med sushi og SATC i sengen. DF var super koldt at komme hjem til, men efter at være landet i Californien, vil jeg slet ikke brokke mig. Sne udenfor, men i dag har jeg mest ligget inde foran pejsen med the og en kælen kat.
Det er virkelig anderledes, lige pludselig at befinde sig i et land hvor man forstår hvad alle siger. Så mærkeligt, og jeg har flere gange taget mig selv i at stå med åben mund og glo på folk under deres samtale. Haha, og de har alle gange gloet meget mærkeligt tilbage.
Det er skønt at være blandt familie, men især efter at have set lidt julebilleder hjemmefra, er hjemveen begyndt at melde sig. At kaste en pind til Simba, ringe til en veninde og snakke i alt for lang tid, eller bare at vågne i min egen seng. Men man kan jo ikke få det hele på en gang, men men.. Når jeg ikke kan komme til Århus, må Århus jo komme til mig. Og den 30. december kl 21.20 er jeg på pletten i DF’s lufthavn, for at hente den nyeste sending af kridhvide, dejlige, danske chicas. Det bliver DET BEDSTE EVENTYR hvor vi skal besøge alle Mexico’s hotspots med rygsækken solidt plantet på ryggen og et smil på læben. Jeg glæder mig også mere og mere til Bali, og Sarah – jeg lader dig ikke sove et eneste sekund i flyveren!
Som jeg har nævnt tidligere, var Jenny, mexicanske Iliana og jeg så heldige at få et lift med camplederen til lejren. Det var en god tur, og jeg har for første gang i Mexico selv siddet bag rattet. Dog var jeg ikke helt tryg ved sagen, da jeg ikke havde medbragt mit kørekort på turen, men så er det jo heldigt at man kan (be)tale sig fra alt i dette land. Det blev selvfølgelig ikke nødvendigt - helt sikkert fordi min kørsel var så smooth ;)
Da vi kun var 2 til at køre, holdte vi et par timers pause på stranden i Acapulco. Acapulco er kendt for vilde klipper (hvorfra fulde turister hopper direkte i vandet), lækre badestrande og et vildern natteliv. Vi fandt en strand, hev vores soveposer ud af taskerne, og tog dem samt lidt ost og øl med ned vandet. Efter en lille lur kørte vi videre, og kørte ad den samme vej, som fører hele vejen til Guatemala og Panama-kanalen, så det var ret fristende at fortsætte ligeud. Men nixen, vi drejede af ved Marquelia-skiltet, og befandt os pludselig på en primitiv lejr, omgivet af palmetræer og med havet som nabo. Vi ankom til solopgang, og efter at have banket nogle telte i jorden, drog vi ind til byen for at møde ’præsidenten’, som skulle godkende os som skildpadde-arbejdere. På vejen, mens vi sad på ladet af en gammel Rover, fik vi også et lille glimt af byen – ca. 10.000 indbyggere, og med en del mindre butikker. Meget mere end forventet, men alligevel meget landligt, og helt sikkert et sted der ikke ser foreigners for tit.
Dagene gik med at blive sat ind i alt omkring skildpadder, ligge og chille i skyggen(sandet i solen var brændende varmt fra kl. 10-17), spille UNO, bade i havet og spise dejlig mad. Vi hyggede alle aftener, og delte os i to hold, hvor det ene skulle patruljere stranden fra 00-03, og det næste fra 03-solopgang. Og tredje nat var vi heldige: vi spottede en fin Golfina lægge æg, og fandt hende faktisk i så god tid, at vi kunne overvære hele ’seancen’. Hvordan hun først ledte efter det rette sted, dernæst fjernede alle grene, og skubbede et par kokosnødder til side, for derefter at grave ud til sin lille rede. Efter at hun havde lagt æggene, og sagt en hel del mærkelige lyde, dækkede hun fint reden til, og gjorde den flad med hele sin kropsvægt. Før hun smuttede tilbage i vandet, kunne vi lige akkurat nå at røre det store skjold(70x40cm), og de bløde arme. Dernæst gravede vi hendes 117 bløde og varme æg op, tog dem med til lejren, og placerede dem i en ’kunstig rede’. Det var den eneste gang vi rent faktisk så en skildpadde lægge æg. Men der var heldigvis mange andre gange, hvor det lykkedes os at finde rederne blot et par timer efter skildpadden havde været der. 40-45 dage efter æggene er blevet placeret i deres kunstige reder, graver babyskildpadderne sig selv op af sandet, hvorefter vi først placerer dem i en lille kravlegård med sand, dernæst vand, for at forberede dem på skildpaddelivet. Og ved solnedgang hver dag, satte vi en flok skildpadder ud i det fri, med et lille på gensyn med på vejen. Skildpadderne bruger munden til at finde den sandstrand de blev født, og dermed også det sted de skal lægge deres egne æg, og det er derfor at man på den strækning vi patruljerede, altid er garanteret æg.
Noget specielt ved lige præcis denne skildpaddelejr var at vi rent faktisk får lov til at gøre alt arbejdet med æggene, efter at have samlet ved stranden. Normalt på andre lejre skal de blot aflevere posen med æg til det lokale øko-politi, som så tager sig af sagen derefter.
Lejren var nok en del mere primitiv end jeg havde regnet med. Vores toilet bestod, ligesom bruseren, af fire palmetræstammer med stof omkring + et badeforhæng som dør(heldigvis var det træk og slip). Når der var vand nød vi et koldt brus efter en svømmetur, men ellers tog vi ned til en lille terrasserestaurant og badede, hvor man dog var ret dårligt stillet hvis man ikke var lige så lav som mexicanerne(av min ryg!).
Vores køkken i lejren bestod egentlig bare af et bord og et lille bål/grillsted. Komfuret fik de til at virke lige som vi tog fra lejren. Ellers var der et lille museum med billeder af forskellige sjove skildpadde-situationer, en gård med de kunstige reder samt skildpaddemanden Roberto’s hus, hvor vi på en god dag måtte snuppe en lur i hængekøjen med den gode udsigt til stranden.
Vi har oplevet så meget fantastisk og så meget sjovt. Bl.a. fået hummer og østers 100% frisk fra havet, som vi selv dræbte og tilberedte. Drukket drinks af kokosnødder. Fejret Jennys fødselsdag på mexicansk vis – med piñada der skal slås i stykker (lidt som til fastelavn, bortset fra at man her har bind for øjnene + at nogen hele tiden hiver i den snor piñada’en hænger i)og at få dyppet hovedet i ens egen fødselsdagskage. Lært at lave lidt mexicansk mad, af en kok der ejede et hotel lidt længere nede af vejen/stranden. Passet skildpadder i kravlegårdene, lært at lave de kunstige reder, samt hvordan man kan finde en rede uden at have set skildpadden lægge æggene. Fået nusset kinderne + komplimenteret fregner og grønne øjne af nogle farverigt klædte kvinder i en isoleret lille afrikansk by. Været til fest med de lokale, hvor de næsten drak os under bordet i Coronitas og Mezcal, dansede hele natten, og erfarede at mexicanere ikke har meget respekt for fyrværkeri. Sovet i cabañas, hvor vi var 6 personer om at dele 2 senge, og jeg vågnede selvfølgelig med hovedet mellem mine camplederes numser(dog var det bedre end en af de andre piger, som vågnede på gulvet i en lille pøl af øl og mad fra dagen før - AD!). Gynget i hængekøjer, mens vi kiggede stjerner og spottede de mange stjerneskud. Snakket penge med en gammel navlepiller af en mexicaner, hvorefter jeg donerede nogle danske kroner til hans møntsamling. Lært at lave kokosslik, og undervist de lokale børn i engelsk. Mødt alt for mange skæve mexicanere som tilbød os lidt af hvert. Mistede en aften Jenny fra Korea i 20 min (ingen så hun gik hen til mønttelefonen), og efter 5 min var politi og stort set hele byen informeret – de har vel ikke meget drama.
Vi havde vores sidste patruljering efter en fest torsdag aften, og jeg savner allerede de lange gåture ved stranden + det venlige samfund hvor alle er hinandens amigo. Efter at have brugt en hel fredag i diverse busser, var jeg tilbage i DF, og fejrede det med sushi og SATC i sengen. DF var super koldt at komme hjem til, men efter at være landet i Californien, vil jeg slet ikke brokke mig. Sne udenfor, men i dag har jeg mest ligget inde foran pejsen med the og en kælen kat.
Det er virkelig anderledes, lige pludselig at befinde sig i et land hvor man forstår hvad alle siger. Så mærkeligt, og jeg har flere gange taget mig selv i at stå med åben mund og glo på folk under deres samtale. Haha, og de har alle gange gloet meget mærkeligt tilbage.
Det er skønt at være blandt familie, men især efter at have set lidt julebilleder hjemmefra, er hjemveen begyndt at melde sig. At kaste en pind til Simba, ringe til en veninde og snakke i alt for lang tid, eller bare at vågne i min egen seng. Men man kan jo ikke få det hele på en gang, men men.. Når jeg ikke kan komme til Århus, må Århus jo komme til mig. Og den 30. december kl 21.20 er jeg på pletten i DF’s lufthavn, for at hente den nyeste sending af kridhvide, dejlige, danske chicas. Det bliver DET BEDSTE EVENTYR hvor vi skal besøge alle Mexico’s hotspots med rygsækken solidt plantet på ryggen og et smil på læben. Jeg glæder mig også mere og mere til Bali, og Sarah – jeg lader dig ikke sove et eneste sekund i flyveren!
torsdag den 18. december 2008
Sally er i Cali..
Rigtig dejligt at se nogle familiar faces, og jeg nyder julestemningen her. Her er koldt, og onkel Bo's vinstokke er dækket af fin, hvid sne.
Tidsforskellen er nu 9 timer, og jeg regner med at være på Skype først på aftenen imorgen, dansk tid. Min tur herover var fin nok, selvom de lige pludselig ændrede gaten i Phoenix, hvilket resulterede i at jeg havde ca. 10 min til at spæne igennem lufthavnen. Hvorfor var det lidt som om, at jeg var den eneste der ikke lige havde opdaget det? Alt for typisk.
USA er virkelig som man forventer. Jeg kan ikke huske meget fra sidste gang jeg var her, men allerede i lufthavnen, var det sjovt at se hvordan alle tøj- og smykkebutikkerne i de danske lufthavne her var erstattet med MAD, MAD og ATTER MAD. Og selvfølgelig kun af den greasy slags. Allerede i flyet fra Phoenix til Sacramento, fik jeg nok af overvægtige mennesker med alt for amerikansk accent. Så det er vel godt nok, at jeg nu er kommet en tur på landet :)
Julehilsner fra Sally
Tidsforskellen er nu 9 timer, og jeg regner med at være på Skype først på aftenen imorgen, dansk tid. Min tur herover var fin nok, selvom de lige pludselig ændrede gaten i Phoenix, hvilket resulterede i at jeg havde ca. 10 min til at spæne igennem lufthavnen. Hvorfor var det lidt som om, at jeg var den eneste der ikke lige havde opdaget det? Alt for typisk.
USA er virkelig som man forventer. Jeg kan ikke huske meget fra sidste gang jeg var her, men allerede i lufthavnen, var det sjovt at se hvordan alle tøj- og smykkebutikkerne i de danske lufthavne her var erstattet med MAD, MAD og ATTER MAD. Og selvfølgelig kun af den greasy slags. Allerede i flyet fra Phoenix til Sacramento, fik jeg nok af overvægtige mennesker med alt for amerikansk accent. Så det er vel godt nok, at jeg nu er kommet en tur på landet :)
Julehilsner fra Sally
søndag den 14. december 2008
Livstegn
Tiden flyver, og jeg er allerede hjemme igen. Super godt, men super koldt!
Dette indlæg bliver blot et livstegn, for er alt for træt til at skrive mere end et par linjer.
Har lagt 2 billeder ved - det første af mig og en lille, nyudklækket skildpadde. Hvorfor mit øje ser ud til at være et mindre heldigt resultat af en myggeinvasion, ved jeg ikke. Det andet billede er af vores ret så primitive, men super hyggelige camp. Og selvom det er helt fantastisk dejligt at vågne i en seng igen, savner jeg virkelig livet ved stranden.
Abonner på:
Opslag (Atom)