Har haft en super weekend – 3 dage, 500 billeder.
Fredag tog jeg til en Halloweenfest – desværre fandt vi først ud af at det var en udklædningsfest, da vi stod på dørtrinnet. Men sjovt alligevel, og jeg nåede da også lige at få en times søvn hjemme, inden jeg skulle mødes med Kiki fra Kina ved busterminalen kl. 6. Planen var at tage til Patzcuaro i Michoacan, for at fejre Day of the Dead. Det skulle være det bedste sted i hele Mexico at fejre disse helligdage. Da vi ankom til busterminalen fik vi os noget af et chok – her i Mexico kan man nemlig ikke rigtig rejse med tog, så alle ty’r til busserne, hvilket resulterer i helvedes lange køer. Så da vi fandt ud af at vi faktisk skulle med det busselskab, som havde den korteste kø (måske en halvtimes tid), var vi ret så glade. Turen varede 5½ time hver vej, så det var en super mulighed for at indhente lidt søvn. Turen ud af Mexico City foregik med propper i ørerne gennem bjergene, men det var virkelig flot, og super dejligt for engang skyld at se andet end beton. Lidt sjovt med Kiki fra Kina, for kendte hende ikke rigtig, havde blot snakket lidt med hende på skolen, og så har vi lidt en fællesven. Det hele var meget spontant, men det viste sig at blive en rigtig god tur, selvom jeg til sidst var godt træt af hendes forfærdelige kinesiske accent når hun taler engelsk(alle ord smeltes sammen og krydres med lidt wing-tjang-wang-lyde).
Da vi kom frem til Patzcuaro tog vi ind til centrum, som havde et kæmpe marked, og tog derefter ud til Patzcuaro sø mod øen Janitzio, som skulle være det bedste (og desværre det mest kendte) sted at fejre Día de los Muertos. Da vi kom derud var der selvfølgelig virkelig mange turister, men alligvel var det et virkelig hyggeligt sted, og vi var rundt og se øens must-sees i anledning af disse helligdage – kirkegården, et kæmpe mexicansk show med traditionel sang, musik og dans. Da det blev mørkt – og overraskende koldt, fik vi et kæmpe problem. Vi var trætte og ville egentlig bare hurtigst muligt i seng, selvom øen blev forvandlet til et kæmpe partyparadis om aftenen. Problemet var lidt at øens 2 hoteller var fyldte, og fordi vi ikke gad at tage tilbage til Patzcuaro, for at tage ud til øerne igen dagen efter, fandt vi på at sidde på en døgnåben net-café hele natten. Planen var at den ene af os kunne nørde, mens den anden kunne sove ved siden af. Den rare net-café-mand fik dog ret så ondt af os, så han lånte os en gammel ildelugtende madras med tilhørende klamt tæppe, så vi kunne sove i hotellets gang, ved siden af et vindue uden ruder. SÅ KOLDT, men det gav os da lidt søvn, og vi vågnede lige i tide(cirka kl. lort) til at se solopgangen. Rigtig fint, men jeg må indrømme at jeg mange gange drømte mig hele vejen hjem til min dejlige, danske seng!
Lørdag blev vi lidt på øen, og tog derefter videre til nogle af byerne omkring søen, bl.a. så vi på pyramider i Tzintzuntzan(åbenbart kinesisk, så Kiki havde det vældig sjovt hver gang jeg prøvede at udtale det), tog på kunstmuseum og nød ellers at vi befandt os langt væk fra Mexico Citys os og larm. Det var virkelig sjovt at se, hvordan mexicanerne får brugt deres farverige kreativitet i forbindelse med sådanne helligdage – jeg fik taget en masse billeder, men noget gennemgående ved gravene var utallige orange blomster, kæmpe lys, billeder, frugt, mad og drikke som afdøde specielt godt kunne lide - bl.a. var Coca Cola og Tequila virkelig populært i denne kategori. Traditionen er, at afdødes familie sidder ved graven hele natten, for at holde liv i lys mm. Lørdag aften er for børnene, mens søndag aften er for voksne. Jeg frygtede lidt, at de nogle steder ville pynte vildt op, og gøre et stort nummer ud af det blot for at tiltrække turister, men det virkede oprigtigt som noget betydningsfuldt for mexicanerne – heldigvis.
Kiki er en virkelig eventyrlysten person, og var med på at prøve alt mulig lokalt mad og drikke, såsom tacos med indhold vi virkelig aldrig fandt ud af hvad var (skræmmende, men det smagte godt), chili-is og kaktus-frugter. Vi var begge virkelig trætte, så brugte også en del tid på at chille i en park med flot udsigt til søen og bjergene, og jeg fik da også lidt tid til at arbejde på min tan. Dog fornemmer jeg lidt, at jeg må være tålmodig hvad det angår.
Vi tog en bus hjem sent på eftermiddagen, og ankom til City lige i tide til at hoppe på aftenens sidste metro. Mandag og tirsdag gik med at sove + læse til halvvejs-eksamenen i dag. Tror det gik fint, selvom græske Alexander uden grund fik gjort mig ret så nervøs i morges. Nu må vi se, resultatet er vigtigst for dem der skal læse videre på uni, men tror nu at det gik ganske fint!Ellers får jeg nydt godt af Mexicos billige sushi, og får virkelig udnyttet byens billige transportmidler(en tur i metro anywhere koster 1 kr), bl.a. var jeg i dag på Antropologisk Museum. SÅ fedt, og helt klart mit nye yndlingsmuseum. Desuden er det gratis for studerende, så det var med god samvittighed, at jeg blot nøjedes med at se halvdelen i dag, for det tager virkelig mange timer at se det hele!
Min økonomi nyder virkelig godt af mexicanernes dårlige matematiske evner – bl.a. var jeg hos syersken den anden dag, og da jeg skulle betale de 180 pesos, gav jeg hende 200, og fik 160 igen. Havde jeg ikke noget imod.
Desværre er jeg bange for at det kan ses på min mave, at jeg er flyttet til Mexico. Haha men hvordan kan det undgås, når der virkelig er mad-boder over det hele? Det er heldigvis ikke så galt endnu :-) og jeg gør mig meget umage med ikke at overtage den mexicanske livsstil, med ALTID at komme for sent, ALTID have noget spiseligt i hånd eller mund + ALTID at gøre alting ekstra langsomt(min tålmodighed – eller nærmere mangel på samme, bliver dagligt sat på prøve!).
I går var der et kæmpe uheld her i City. Fordi at lufthavnen ligger ret så centralt, har jeg efterhånden vænnet mig til store flyvemaskiner der flyver nærmest lige over hovedet på en. Så jeg er ret så glad for, at jeg ikke befandt mig i Polanco i går, da et privatfly med 9 personer styrtede ned midt i bydelen. Tror omkring 20 biler eksploderede, mens alle i flyet døde + måske 100 folk på gaden. En af passagererne var den mexicanske præsidents højre hånd, så alle mener at det var en form for terror, men regeringen gør selvfølgelig alt hvad de kan for at skjule at det overhovedet skete. Skræmmende!
Tilhørende billeder er det nyeste indlæg.
Tid til at lave lidt aftensmad, skal mødes med Uli fra Østrig senere - vi skal til en filmfestival her i City.
Best wishes til dejlige Danmark. Jeg savner jer og lakrids-isen rigtig meget!
Sally